Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS PERSONLIGHED
415
Bonden; «jeg betaler eder Landskyld». «Du kan sige os Leden her gjennem disse
Sund», sagde Kongen, «da du rimeligviis er kjendt i disse Farvande». Bonden
gik da ned i Baaden til Kongens Mænd, og roede foran for Skibet. Kort efter
kom en Krage flyvende frem over Skibet og skreg heftigt. Bonden betragtede
den nøje. «Synes det dig værdt at lægge Merke til denne Krages Flugt», spurgte
Kongen. «Nej vist ikke», svarede Bonden; men i det samme kom en anden Krage
flyvende med høje Skrig, og Bonden stirrede saaledes paa den at han reent glemte
at ro og slåp Aarerne. «Denne Krages Skrig lader til at gjøre et sterkt Indtryk
paa dig», sagde Kongen. «Just ikke saa meget», svarede Bonden, «skjønt jeg nu
rigtignok faar en Mistanke ved, hvad den siger». Da kom en tredie Krage, den
fløj ganske nær ved Skibet, og skreg værst af dem alle; da kastede Bonden Aarerne,
og stod op. «Hvad siger Kragen, Bonde», spurgte Kongen, «siden du synes at
lægge saa megen Vegt derpaa?» «Man kan dog ikke vænte at jeg skal vide det»,
svarede Bonden. «Sig det kun», sagde Kongen. Da svarede Bonden:
Vintergammel siger,
hun veed det ikke;
Toaarsgammel taler,
jeg tror det ikke;
Treaarsgammel siger —
det tykkes ej rimeligt —
at her jeg ror
paa Hestens Hoved,
og du, o Konge,
dens Krop har stjaalet.
«Hvad», sagde Kongen, «vil du kalde mig Tyv? Da taler du i Sandhed ikke
sømmeligt til os». «Nej vistnok», svarede Bonden, «men I har nok spillet mig et
Puds». «Du har Ret, Bonde», var Kongens Svar; «dette have vi gjort for Moro
Skyld og for at sætte dig paa Prøve om du virkelig er saa viis, som man har sagt
os. Din Hest skal jeg erstatte dig». Kongen gav ham nu ej alene gode Gaver,
men fritog ham ogsaa fra at betale Landskyld af den Gaard, paa hvilken han
boede1. — Fortællingen er vistnok temmelig gammel — det maa man i det mindste
slutte af Verset — og indeholder, nærmere betragtet, intet urimeligt, thi Bonden
kunde nok have faaet Nys om det Puds, Kongen havde ladet ham spille, om
denne end troede at det var en Hemmelighed; det Hele kunde maaskee endog
være en forud mellem Bonden og Hirdmændene aftalt Spøg for at fornøje Kongen.
Men dennes Godmodighed og Nedladenhed aabenbarer sig dog lige fuldt. Vi
bestyrkes heraf ogsaa i det Indtryk, som man allerede strax faar af den korte
Skildring, Sagaerne for øvrigt give af Olafs Charakteer og Leveskik, at hans Fromhed
og Religiøsitet ikke ytrede sig ved mørkt Bigotteri, der ej tillod Lystighed og
Spøg, men derimod var af det egte Slags, der gjorde ham glad med de glade, og
alene udbredte en større Elskværdighed over hans Væsen og Omgangstone.
1 Olaf Kyrres Saga Cap. 7, Snorre Cap. 7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
