Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAG. ADAMS SKILDRING AF NORSKE FORHOLD
419
saavel i Spise som i Sæder særdeles meget an paa Sparsomhed og Maadehold.
Derhos have de en saadan Ærbødighed for Prester og Kirker, at de neppe
betragte nogen som sand Christen, der ikke daglig skjenker Gaver til Messen, som
han hører. Men Daaben og Konfirmationen, Altrenes Indvielse og Ordinationen
til de hellige Grader betales hos dem og hos Danerne alt sammen dyrt; som jeg
antager, formedelst Presternes Vindesyge, fordi Barbarerne endnu ikke enten
kjende til Tiende-Ydelsen eller ville yde Tiende, og derfor nødes til at betale saa
meget mere for hvad der skulde bydes dem gratis. Thi alt koster der Penge,
endog Sygebesøg og de Dødes Begravelse. Og den ellers saa ypperlige
Folke-charakteer skjemmes saaledes, efter hvad jeg har hørt, kun ud ved Presternes
Vindesyge1. I mange Egne af Norge eller Sverige ere Kvæghyrderne endog Folk
af den højeste Byrd, der leve paa Patriarchernes Viis, og af deres Hænders
Arbejde. Men alle Norges Indbyggere ere de ivrigste Christne undtagen de som
bo længst mod Nord ved Oceanet. Om dem siges der at de endnu formaa saa
meget ved magiske Kunster og Galdre, at de paastaa at vide Besked om, hvad
hvilket som helst Menneske i hele Verden foretager sig. Stundom drage de ogsaa
Havets store Hvaler op paa Land alene ved deres mægtige fremmumlede Ord;
og mangt og meget andet saadant, som der i Skriften staar at læse om
Troldmænd, er ved Øvelse blevet dem let at udføre2. Paa de høje Fjeldstrækninger,
som der findes, har jeg hørt der skal være Kvinder med Skjeg3, og Skovmænd,
der sjelden lade sig see. Disse bruge Dyrehuder til Klæder, og naar de tale med
hinanden skal det mere ligne en uartikuleret Lyd, end virkelige Ord, saa at de
neppe kunne forstaaes af de nærmest boende Folk. Disse Bjerge kalde de romerske
Forfattere «de riphæiske Højder». Skridfinnerne kunne ikke leve uden Sneens
Kulde. Deres Løb paa den dybe Sne overgaar endog de vilde Dyrs i Hurtighed4.
I denne samme Bjergegn er der en saa stor Mængde af vilde Dyr, at den største
Deel af Egnens Indbyggere kun leve af Jagtens Bytte. Der fanges Urer5, Bøfler
og Elger, ligesom i Sverige; for øvrigt fanges Visunder (bisontes) i Vendland og
1 Hvad der her siges om Presternes Vindesyge, grunder sig enten paa Mag. Adams Animositet mod
Norges paa hans Tid vel endnu tildeels engelske eller engelsksindede Prester; eller paa en fejlagtig
Opfatning af de gamle Kirkelovsbestemmelser om Presternes Indtægter, eller maaskee ogsaa paa begge Dele i
Forening.
2 Her sigtes, som man tydeligt seer, til Finnerne, der ogsaa nedenfor udtrykkeligt nævnes.
* Maaskee en fejlagtig Opfatning af en Beretning om Kvænerne, hvis Land Mag. Adam ovenfor i Cap.
14, 17, 19, kalder «Kvindernes» eller «Amazonernes» Land.
* Her sigtes til Skierne.
5 D. e. Uroxer, af hvis Horn Drikkehornene (Dyrshorn, Urarhorn) gjordes; imidlertid seer man af den
Maade hvorpaa Mag. Adam strax nedenfor omtaler Urerne, at han fejlagtigt antager dem for Sødyr. Sagen
er den, at han nok har taget alle disse Dyrsnavn fra Solinus, (Cap. 20), som han oftere citerer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
