Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500
MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
paa samme Maade, og derfor vel ogsaa des mere udsat for Fiendens Vaaben. En
Tidlang lod det til, at den lille Skares Heltekamp vilde krones med Held, thi de
hug, som Sagaen fortæller, Irerne ned som Bofæ. Men for hver Irer, som blev
dræbt, kom der to i Stedet ovenfra Landet. Da det begyndte at tyndes om Merket,
fik Kongen et Stik af en Kesje gjennem begge Laar ovenfor Knæet. Han brød
strax Skaftet af mellem Benene, idet han raabte: «saaledes bryde vi Sperrelegge1,
mine Gutter; lad os endnu stride kjekt; med mig har det ingen Nød!» Men kort
efter fik han et Hug af en irsk Sparthe paa Halsen lige ved Skuldrene: dette blev
hans Banesaar, og han segnede til Jorden. Vidkunn Jonssøn, som den hele Tid
havde staaet ved Kongens Side, hug strax hans Banemand i to Stykker. Kongen
kunde endnu mæle saa vidt, at han bad Vidkunn frelse sig ved Flugten; «her»,
sagde han, «komme vi nu til at skilles ad; du har fulgt mig troligt og kjekt; hils
mine Sønner, Frænder og Venner». Med disse Ord opgav han Aanden, og Vidkunn
flygtede; dog fik han grebet Kongens Merke og Sverdet Leggbit; Skjoldet var
aldeles ødelagt. Han sagde siden, at kun faa af dem, som endnu vare tilbage paa
Valpladsen, da han løb afsted, vilde kunne bringe nogen Tidende derfra2. Ogsaa
Sigurd Ranessøn og Dag Eilifssøn havde holdt ud til det yderste og vare blandt
de aller sidste, som flygtede. Eyvind Alboge3, Ulf Ranessøn og mange andre
Høvdinger vare allerede faldne4. Vidkunn selv havde faaet tre Saar, og han nød
siden efter almindelig Berømmelse og stor Yndest hos Magnus’s Sønner for den
Troskab, han havde viist sin Konge lige til det sidste Øjeblik. Det lykkedes ham
saa vel som de oven nævnte Mænd, og en Deel andre, hvis Antal dog ikke kan
have været stort5, at komme ned til Skibene, skjønt uafbrudt forfulgte af Irernes
vilde Skarer, som endog lige ved Stranden gjennemborede Mange, der paa et
blødt Sted ej kunde komme hurtigt nok frem6. De, som frelste sig derfra med
Livet, satte strax over til Man7, hvorhen rimeligviis ogsaa de Nordmænd, der
vare blevne tilbage i Dublin og de omliggende Borge, saa vel som Gisl Illugessøn
og de øvrige Gisler, hvilke Muirkertach havde ladet løbe8, begave sig ved Efter-
1 Sperrelegge kaldtes Benet i Smal-Leggen paa Faarenes Bagbeen; ved et eneste Slag at knuse slige
Been var en almindelig Styrkeprøve, og skal endnu være brugeligt paa Island.
2 Da de nemlig vare døde eller dødeligt saarede.
3 Morkinskinna kalder ham Eyvind Finnssøn, hvilket synes at tyde paa Slægtskab med Thjottø-Ætten.
4 At flere Sagaer ogsaa, skjønt neppe rigtigt, nævner Erling Jarlssøn blandt de Faldne, er ovenfor
omtalt.
5 Den Manske Krønike siger at næsten alle Magnus’s Mænd faldt. 6 Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 36.
7 De fleste af Kongesagaerne lade dem strax gaa til Orknøerne, hvilket dog, som det nedenfor vil vises,
ikke er rimeligt; Øen Man laa desuden lige i Nærheden.
8 Jon Agmundssøns Saga fortæller at Muirkertach, da Magnus begyndte at herje, sagde at Gislernes
Liv strengt taget var forbrudt, men at han dog vilde lade dem fare i Fred. Da Magnus, som vi have seet,
ej begyndte at herje, førend Muirkertach havde sveget ham, indeholder denne Ytring, for saa vidt den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
