- Project Runeberg -  Det norske folks historie / VI /
120

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

120

SIGURD MAGNUSSØN

Jon mistede mange Folk og maatte flygte til Skovs, selv haardt saaret i Foden.
Han kom ikke hjem førend ved Faste-Tiden, og hans Saar lægedes saa daarligt,
at han siden den Tid haltede og kaldtes «Jon Fot», ligesom hans Færd i det hele
taget ansaaes uhæderlig. Til Hevn derfor lod han den følgende Sommer to af
Kols Frænder dræbe.

Kort efter disse Begivenheder kom Kong Sigurd til Tunsberg1. Sagen blev
ham forebragt, og han lod strax begge Parter indstevne til sig, for at faa en Fejde
bilagt, der allerede vistnok hørte til Sjeldenheder i Landet, og som, længere fortsat,
turde komme til at forstyrre Freden i en meget videre Kreds. Kol, Salmund og
Jon indfandt sig, ledsagede af deres Venner, og efter nogle Underhandlinger kom
man overeens om at lade Kongen afgjøre Sagen. Begge Parter forpligtede sig
gjensidigt til at føje sig efter Kongens Kjendelse. Han dømte, efter Overlæg med
de forstandigste Mænd, saaledes: at de tvende første Drab skulde gaa op imod
hinanden; at Jons Overfald paa Kol og Salmund, saa vel som hans Saar, skulde
gaa op imod de paa begge Sider faldne Mænds Drab; at de øvrige Saar paa begge
Sider skulde gaa op imod hinanden, lige for lige, og hvad der var mere paa een
Side, skulde udjevnes ved Bøder. Derhos bestemte Kongen, at til nøjere
Befæstelse af Enigheden og Venskaben mellem begge Parter skulde Jon Peterssøn
egte Kols Datter Ingerid. Endelig overdrog Kongen ved denne Lejlighed
den Halvdeel af Orknøerne, som Magnus Jarl tidligere havde besiddet, til
hans Systersøn Kale Kolssøn, og ophøjede ham til Jarl, idet han derhos
forandrede hans Navn og kaldte ham Ragnvald efter Ragnvald Brusessøn,
hvilken Kales Moder Gunnhild erklærede for den ypperste af alle de Jarler,
der havde været paa Øerne, og hvis Navn derfor troedes at ville bringe Lykke.
Hensigten med Forliget opnaaedes fuldkommen, thi fra den Tid af vare de
fordums Fiender fortrolige Venner, og stode hinanden redeligt bi i alle deres
Foretagender2.

Kale, eller som han nu hed, Ragnvald Jarl, kunde dog endnu ikke paa nogle
Aar tage sit Jarldømme i Besiddelse, da det krævede betydelige Forberedelser
at træde op mod den af Øernes Befolkning saa afholdte Paal Jarl, der nu efter
Haralds Død var Eneherre over Øerne, og ikke var til Sinds, med det Gode at
afstaa Halvdelen deraf. Imidlertid var Ragnvalds kloge Fader neppe uvirksom
i at bearbejde Gemytterne til hans Fordeel, og i Stilhed paa mange Maader at

1 Det var nemlig ud paa Høsten 1129, og Kongen tilbragte, som vi nedenfor ville se, den sidste
Sommer eller Høst i Tunsberg eller rettere paa Gaarden Sæm, den følgende Vinter (1129—30) i Oslo.
Tunsberg nævnes desuden forhen i Sagaen som den By, hvor Salmund var Gjaldkere.

2 Orknøyingasaga S. 152—170.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:43:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/6/0130.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free