Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
HARALD GILLE
paa Magnus Jarls Hellighed, at han kort efter Hjemkomsten erklærede ham for
en sand Helgen, og lod hans Been optage og skriinlægge. Dette torde maaskee
endog være Aarsagen til, at Biskoppen ikke, som man ellers kunde have væntet,
var Jarlens Gjest i Julegildet paa Orfjara, og at han viste sig saa beredvillig til
at befordre Sveins Flugt. Den højtidelige Optagelse af St. Magnus’s Been havde
kun faa Dage forud (13 Decbr.) fundet Sted. Da Jarlen siden, sandsynligviis
efter sin Tilbagekomst fra den nys omtalte Rejse til de nordlige Øer, var tilstede
ved en Messe, som Biskoppen holdt for en talrig Forsamling, traadte en agtet
Bonde fra Vesterø frem, og sagde at St. Magnus havde aabenbaret sig for ham
i en Drøm, og befalet ham at sige til Biskoppen, at han ønskede at blive flyttet
fra Birgsaa til Kirkevaag, hvor der just nu begyndte at danne sig en By. «Han
havde», sagde han, «af Frygt for Paal Jarls Vrede i Førstningen ikke vovet at
tale om Drømmen, men Natten efter havde St. Magnus atter viist sig for ham
og truet ham med haard Straf baade her og hisset, hvis han ikke fortalte sin
Drøm, og det i en stor Forsamling. I denne Hensigt havde han nu indfundet sig
ved Messen». Hans Foredrag modtoges af den hele Menighed med Enthusiasme.
Alle fordrede eenstemmigt, at Helgenens Levninger skulde flyttes fra Birgsaa til
Kirkevaag. Kun Jarlen sad taus, og ganske blodrød i Ansigtet. Han vovede
dog ikke at lægge Hindringer i Vejen for Flytningen. Det var nu for seent, og
vilde kun have skadet ham selv. I et højtideligt Optog drog Biskoppen med
Skrinet fra Birgsaa til Kirkevaag, og satte det over Alteret paa den Kirke, som
da stod der, sandsynligviis St. Olafskirken, der lige til senere Tider var den
egentlige Sognekirke. Og her strømmede da strax mange Pilegrime sammen, for
at vaage ved St. Magnus’s hellige Levninger, og paakalde hans Bistand i Nød
og Sygdom. Det er let at forstaa, hvad Virkning alt dette maatte udøve paa
Folkestemningen til Bedste for Ragnvald Jarl, St. Magnus’s Systersøn, og til
Skade for Paal Jarl, der var Søn af hans Drabsmand, og som desuden ej havde
lagt Skjul paa, at Troen paa Magnus’s Hellighed var ham meget imod. Det er
derfor ikke at undres over, om der nu herskede et spendt Forhold mellem ham
og Biskoppen, og det bliver, som vi ovenfor ytrede, mere end sandsynligt, at Villjam
under sin sidste Rejse til Norge hemmelig var paa virket af Kol, der vist ikke
undlod efter bedste Evne at bearbejde Opinionen blandt Orknøboerne til sin
Søns Fordeel, og som var alt for klog til ikke at øjne al den Nytte, man kunde
høste af Ragnvalds nøje Slægtskabsforhold til Helgenen, hvorfor vi ogsaa i det
Følgende see ham opfordre Ragnvald til at begynde sit Tog med Bøn og
Paa-kaldelse til den hellige Magnus. Vi finde ligeledes Biskop Villjam fra denne Tid
som en Ven og Tilhænger af Ragnvald Jarl, et Tegn til, at Noget maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
