Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
HARALD GILLE
nok. Alle bifaldt, hvad han havde sagt, og Løftet blev højtideligt aflagt. Derpaa
sejlede de afsted med en god Vind, og kom heldigt til Hjaltland, hvor
Indbyggerne modtoge dem med Glæde og gave dem mange Efterretninger fra
Orknøerne. Først og fremst overlagde man nu om, hvorledes man skulde bære sig
ad for at komme over til Orknøerne uden at Veterne bleve tendte. Kol drog
til den Ende afsted med en heel Deel smaa Skibe, dog uden at hejse Sejl, førend
han kom saa nær Fridarø, at man kunde see dem derfra. Dagfinn Lødvessøn
hed den Mand, som vogtede Veten paa Øen; da han med Eet fik alle disse Skibe
at see, lod han Veten strax antænde, og begav sig derpaa afsted til Paal Jarl.
Kol vendte derimod tilbage til Hjaltland, saa snart han saa Veten brænde.
Imidlertid tændtes de øvrige Veter søndenfor Fridarø; der blev Uro og Hærløb over alt,
og fra alle Øerne ilede man, som Bestemmelsen lød, til Rossø, for at samle sig
om Jarlen. Men da der gik tre Dage hen, uden at man saa eller hørte til Ragnvald,
begyndte de fleste at knurre, og sagde at det var højst uforsvarligt at tænde Veten
og volde saa megen Uro bare fordi man saa nogle Fiskere ude i Søen. Man skjendte
paa Thorstein, Ragnas Søn, der havde ladet Veten paa Rinansø tænde; han
undskyldte sig med at han ej kunde andet, da han saa Fridarø-Veten brænde, og
skød Skylden paa Dagfinn. Dagfinn svarede med Skjeldsord; Thorstein hug i
Vrede til ham med sin Øxe, og gav ham Banesaar: de øvrige tilstedeværende
grebe til Vaaben og toge Parti, deels med Dagfinns Fader, som vilde hevne ham,
deels med Thorstein; og der opstod nu en formelig Kamp, der varede indtil Jarlen
kom og fik skilt dem ad. Da fik den anseede Bonde Kuge paa Vesterø mæglet
Fred mellem dem, og gjorde dem begribeligt, at det hele kun havde været en
List af Fienden. Da der saaledes endnu ingen Fare var paafærde, blev man enig
om at skilles ad og drage hver til sit. Til at passe Veten paa Fridarø sattes en
anden Mand, ved Navn Erik. Imidlertid havde Kols gamle Ven Une, der i sin
Tid hjalp Hallvard saa godt til at tage Hevn over Brynjulf, begivet sig til Fridarø,
forklædt som en Fisker, og foregivende, at han var bleven udplyndret af
Ragnvald Jarls Mænd. Man havde troet hans Ord, og modtaget ham godt; i kort Tid
gjorde han sig saa nøje kjendt med Beboerne, at han kunde tilbyde Erik at passe
paa Veten for ham, siden han, som han sagde, alligevel ikke havde andet at
bestille. Erik modtog Tilbudet, og nu benyttede Une hvert Øjeblik, han var alene
ved Veten, til at slaa Vand paa den, saa at den omsider slet ikke lod sig antænde.
Ragnvald væntede nu, indtil en skarp Østenvind i Forbindelse med heftige
Strømninger saaledes oprørte den brede Vesterøfjord (mellem Vesterø og Rossø), at
den ej var fremkommelig, hvorimod man godt kunde komme fra Hjaltland til
Vesterø. Til denne 0 styrede han da sin Kurs, sydvestligt over Dynrast. Man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
