Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
INGE OG SIGURD H A R A L D S S 0 N N E R
Et Øjevidne1 har berettet, at Piinslerne ikke lode til at gjøre større Indtryk paa
ham, end paa en Stok eller Steen. Det ansees ellers, heder det, for Beviis paa
den største Kjekhed og Standhaftighed, naar man under saadanne Piinsler taug
stille, eller kun krympede sig lidt; men Sigurd talte, og det saa roligt og ligegyldigt,
som om han sad ved Ølbænken med sine Venner; hans Røst var hverken højere
eller lavere eller mere skjelvende, end sædvanligt. Han svarede kun ellers faa
af dem, der talte til ham; men han sang en Psalter under Piinslerne; stundom
faldt han vel i Afmagt, men naar han kom til sig selv igjen, begyndte han hvor
han slåp, og bad for sine Fiender. Og da han var død, vare alle, baade Venner
og Uvenner, enige om, at ingen Mand havde været dygtigere i alle Maader end
Sigurd, saa vidt de kjendte til, men at han kun ikke havde haft Lykken med sig.
Dette var et sandt Ord, thi havde Sigurd sejret, vilde han vel, efter Tingenes
almindelige Gang, have staaet i Historiens Aarbøger som den, der havde Retten
paa sin Side. Men han var uheldig, og stempledes derfor som en Bedrager.
Imidlertid spores der umiskjendeligt hos Sagaskriveren en vis Sympathi for ham, der
vel maaskee kun er opstaaet af Beundring over hans Standhaftighed og
Dødsforagt, men dog ogsaa kan have en dybere Grund. Den danske Historieskriver
Saxo siger ligefrem: «lykkelige vilde i Sandhed Religionens Tjenere være, om de
gik Døden imøde med det Sind, hvormed denne Krigsmand saa den under Øjnene.
Det kan gjerne være, at han var rænkefuld, at han forstyrrede sit Fædrelands
Fred, og paaførte sine Medborgere Krig, men hans Kjekhed burde dog, selv af
hans Fiender, være bleven lønnet med Tilgivelse. Men de hevngjerrige Mænd
tænkte mere paa at gjengjelde dem selv tilføjede Fornærmelser, end at hædre
Tapperhedsprøver hos andre»2.
Ej engang Sigurds døde Legeme fik være i Fred. Man hug Hovedet af det,
kastede saa vel Krop som Hoved op i en Steenrøse, og dyngede siden Stene
derover. Presten ved nærmeste Kirke3, som ellers var en Tilhænger af de regjerende
Konger, forbarmede sig over Liget, og lod det siden begrave ved sin Kirke, men
af hine Remme) o. s. v. De vidtløftigere Sagaer forstaa derimod «klufu Jieir svörö» som om det skulde
betyde «de kløvede eller flængede hans Hovedhud op», og tilføje endog <d höföi» d. e. «i Hovedet»; deraf
faa de ud, hvad de og tilføje, at man først vilde flaa ham levende, men maatte opgive det, da han strax
begyndte at bløde for sterkt.
1 Den nys nævnte Hall Thorgeirssøn. Ogsaa Ivar Ingemundssøn bevidner i sit Vers, der som
sædvanligt citeres i Morkinskinna, at Sigurd sang Psalter under Piinslerne. Det samme fortæller Saxo.
* Saxo, S. 789.
3 Denne Kirke maa, forudsat at de fleste Kirker, som før Reformationen fandtes i denne Deel af
Norge, paa hiin Tid allerede vare opførte — hvad der i Henseende til Landskabets Beliggenhed og sterke
Befolkning er højst sandsynligt — have været Skedjehofs (Skee) Kirke i Nærheden af det nuværende
Strømstad. Men der boede Lendermanden Halldor Brynjulfssøn i Nærheden paa Vetteland, og kunde ikke længe
være uvidende om, hvad Presten foretog sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
