Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
INGE OG EYSTEIN H A R A L D S S 0 N N E R
Flugten ad Skoven til, og adspredte sig til alle Kanter, saaledes at kun en eneste
Mand blev hos Kongen, der var for fed og tungvindt til at kunne følge de andre1.
Fra Inges Flaade var man bleven Eysteins Flok var, og havde seet den adsprede
sig. Man kunde saaledes skjønne, at han maatte være etsteds i Nærheden med
et ubetydeligt Antal Folk, og lagde til Land, for at opsøge ham. Simon Skaalp
fandt ham. Han havde skjult sig bag en Busk, men gik selv den fiendtlige Flok
imøde, sandsynligviis fordi han kjendte Simon og haabede at denne for gammelt
Venskabs Skyld vilde tage ham i Beskyttelse. Simon hilsede ham med de Ord:
«hil dig Lavard (Herre)!» «Jeg veed ej, om ikke du heller nu tykkes at være min
Lavard», svarede Eystein. «Det kommer nu an paa», sagde Simon. Kongen bad
ham om at lade ham slippe bort. «Det sømmer sig bedst for dig», sagde han,
«saa godt som det længe har været mellem os». Men Simon svarede at saadant
ikke var at tænke paa. Da bad Eystein om at maatte lyde Messe, førend han
dræbtes, og denne Bøn blev ham tilstaaet. Efter enkeltes Sigende skulde Simon
strax, da Eystein var greben, have sendt Bud til Kong Inge for at høre hans
nærmere Befaling, men Inge skulde have svaret, at Eystein ikke maatte komme
for hans Øjne2. Da Messen var til Ende, lagde Eystein sig næsegruus ned, strakte
Armene ud og bad at man vilde hugge ham i Kors mellem Skuldrene, for at man
kunde see, om han ikke kunde taale Jærn, hvilket Kong Inges Tilhængere havde
sagt. Simon bad den, der skulde hugge ham, at gjøre det snart af, «thi alt for
længe», sagde han, «har denne Konge krøbet om her i Lyngen». Befalingen blev
udført, og man maatte erkjende, at Eystein viste den største Standhaftighed
(21de August 1157). Hans Lig blev bragt til Fors og stod den første Nat under
Bakken søndenfor Kirken, siden blev det begravet i Kirken midt paa
Kirkegulvet, og et Teppe bredet over. Simon Skaalps haarde og forhastede
Fremfærd blev almindeligt misbilliget, og Eysteins Død beklaget af mange. Dette
gav rimeligviis mere end hans Fortjenester i levende Live, der ej vare synderlig
store, Anledning til at der opkom Sagn om hans Hellighed. Paa det Sted, hvor
han henrettedes, og hans Blod kom paa Jorden, fremvældede, som der fortælles,
en Kilde, og ligeledes en under Bakken, hvor hans Lig havde staaet om Natten:
af begge Kilders Vand troede mange at spore Helbredelser for legemligt Meen,
1 Saxo, S. 790.
2 Denne Beretning, staar der i Kongesagaerne, lod Kong Sverre nedskrive, det vil vel sige, indføre
i de Sagabearbejdelser, som optegnedes under hans Opsigt. Som Søn af Sigurd Mund og Modstander af
det Parti, hvortil Inge havde hørt, laa det i hans Interesse at gjøre dennes Minde saa forhadt som muligt,
og Beretningen er derfor maaskee endog aller først bragt i Omløb af ham. Samtiden skød alene Skylden
paa Simon Skaalp, hvilket noksom kan sees af følgende Brudstykke af et Vers, som Einar Skulessøn kvad
derom, og som Sagaerne anføre: «Den til Mord vante, meget onde Simon Skaalp, der sveg Kongen, vil
seent faa Hjelp (d. e. Sjælehjelp) for slige Raad».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
