Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAGET VED KONGEHELLE
311
tumlede ud mod Skibsrelingen, Ljaaen drog sig op efter Siden; nær var han bleven
dragen overbord, men saaret blev han ikke synderligt, da han havde en
Spangebrynje. Ivar raabte til ham og sagde at han havde et tykt Hylster. Gregorius
svarede, at det kunde nok behøves, og det var ikke for tykt, saaledes som Ivar
gik frem. Det var ikke langt fra, at Gregorius og hans Mænd havde seet sig
nødte til at løbe overbord, da Aslak Jonssøn fik kastet et Anker i deres Skib
og halet det fra Grunden. Da lagde Gregorius til Ivars Skib, og havde en
langvarig Kamp med ham. Overmagten var paa Gregorius’s Side nu, da hans Skib
var større og havde talrigere Besætning. Mange af Ivars Folk faldt; nogle løb
overbord, og han selv blev saa haardt saaret, at han var ude af Stand til at stride.
Da hans Skib var ryddet, lod Gregorius ham bringe i Land og sørge for, at han
undkom. Siden den Tid vare de Venner.
Imidlertid havde Kong Inge bemerket fra sit Skib, at Gregorius var kommen
paa Grund, og befalede strax sine Folk at tage til Aarerne for at komme ham
til Hjelp. «Det var det daarligste Raad», sagde han, «at vi skulde ligge her tilbage,
medens vore Venner fare til Kamp, thi vi have det største og bedst besatte Skib
i hele Flaaden. Nu seer jeg, at Gregorius, den Mand, jeg skylder aller meest,
trænger til Hjelp; lader os derfor lægge til Kamp som haardest! Det er og rigtigst,
at jeg er med i Slaget, thi bliver Sejren vor, vil jeg tilegne mig den, og om jeg
end vidste forud, at vore Mænd vilde lide Nederlag, da var dog min eneste rette
Plads paa det Sted, hvor vore Mænd kæmpe; thi jeg kan ingen Vej komme, hvis
jeg mister dem, der længe have været Brystværn og Styrere for mig og mit Rige».
Med disse Ord lod han sit Merke rejse, og de roede over Elven. Da var Striden
paa det skarpeste, og Skibene laa saa tæt sammen, at Kongen ikke engang fik
Rum til at gjøre Anfald. Han lod da lægge til under et af Østerfarerskibene,
men her regnede der saaledes Spyd, Paalstave og Stene ned paa dem, at de ikke
kunde blive der. Da blev man paa de nærmeste Skibe af hans Flaade var, at
han var kommen, og gjorde Plads for ham, saa at han kunde lægge til Eindride
Jonssøns Skib. Kong Haakons Mænd begyndte nu at forlade de mindre Skibe
og søge sin Frelse, deels paa Knerrerne, deels paa Land. Erling og hans Mænd
havde imidlertid ogsaa haft en haard Dyst at bestaa. Fra Forrummet af sit Skib
befalede han sine Stavnboer at gaa op paa Kong Haakons. De sagde at dette
ej var nogen let Sag, da jernbeslagne Bjelker spærrede Adgangen. Nu gik Erling
selv frem i Forstavnen, og bragte det i kort Tid dertil, at de entrede Kongeskibet
og ryddede det. Da begyndte hele Haakons Hær at flygte. Mange løb overbord,
og mange faldt, men den største Mængde kom dog i Land. Nikolas Skjaldvarssøn
blev tagen til Fange, da hans Skib ryddedes, men gik Kong Inge til Haande,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
