Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
MAGNUS ERLINGSSON
dersom du kun er sikker paa, at Thrønderne ikke ansee deres Lov krænket deri,
at de have faaet en Konge, der ej er Kongesøn. Thi jeg frygter for, at hvis der
da senere kommer nogen anden virkelig arveberettiget, og gjør Fordring paa
Riget, vil han faa et stort Parti for sig». Erling rykkede nu nærmere frem med
sit Ønske. «Siden det», sagde han, «ej har alle Lovbøgers Medhold, at en ikke
kongebaaren Mand er Konge, og det dog stemmer med eders og de øvrige
Biskoppers Ønske, at Magnus erkjendes som Konge over hele Landet, saa kunne I jo
styrke ham og hans Kongedømme saaledes, at dette grunder sig paa Guds Lov:
nemlig ved at salve, krone og indvie ham til Konge, da kan ingen siden med Rette
gjøre ham Thronen stridig, thi det er baade Guds og Menneskers Lov. Saaledes
var f. Ex. Villjam Bastard ikke Kongesøn, men han blev indviet og kronet til
Konge over England, og siden har Kongedømmet holdt sig i hans Æt, ligesom
og alle hans Efterfølgere have været kronede. Sven Ulfssøn i Danmark var heller
ikke Kongesøn, men blev kronet til Konge, og efter ham have hans Sønner og
Frænder været kronede Konger. Vi have faaet en Erkestol, hvilket er Landet
til stor Ære og Glands; lader os nu ogsaa ved andre gode Indretninger forøge
denne Glands, og faa en kronet Konge lige saa vel som Englænderne og Danerne.
Han og jeg skulle til Gjengjeld understøtte eder i alt, hvad I maatte forlange
til eders Stols Fremme». Erkebiskoppen, der vel ogsaa paa sin Side forudsaa,
hvad Vending denne Sag vilde tage, laante Erlings Ord et villigt Øre, og
overlagde med Legaten derom. Ved en saadan Overeenskomst, som den her
foreslaaede, hvor Kirken bødede paa Kongens Legitimitet, vilde den egentlig blive
den vindende. For Erling gjaldt det først og fremst at faa sin Søns Legitimitet
anerkjendt, og i dette Øjemed kunde ingen Opofrelse synes ham for stor,
især-deleshed da han nu ej alene havde Fare at befrygte af hvilken som helst hidtil
ukjendt Kongesøn eller Kongeætling, der med eet kunde dukke op, men ogsaa
befandt sig i en vanskelig Stilling med Hensyn til Valdemar af Danmark, hvem
han i Nødens Stund havde gjort Løfter, som hverken han selv havde Lyst til
at holde, eller det norske Folk til at godkjende. Her havde man atter alene St.
Olafs Helgenglorie at ty til, for at erhverve Støtte mod ydre og indre
Prætendenter. Forhen var det den umiddelbare Nedstammeise fra St. Olaf, der havde
opretholdt Magnus den gode mod det ældre danske Kongehuus, indtil da det
eneste egentlig legitime i Norden; nu søgte man sin Støtte ved at opstille St. Olaf
selv som Rigets egentlige, stedsevarende Konge1, hvis Ret saaledes aldrig kunde
undergaa, men som gjennem sin Repræsentant, Erkebiskoppen, ved Kroningen
forlenede den paa Livstid til den Konge, med hvem denne Ceremoni paa behørig
1 Olavus perpetuus rex Norvegiae, kaldes han i Hist. Norv. T. 12.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
