Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348 MAGNUS ERLINGSSON
da vil man lettelig erkjende, at følgende Bestemmelser, der ligeledes vedtoges
paa Mødet, og indførtes i alle Lovbøger, nærmest maa være formede med stadigt
Hensyn til hiint Parti, for at tilintetgjøre dets Levninger, og forebygge dets
Opkomst1. «Alle Mænd», heder det, «som krænke de Trygder, der ere indgaaede Mand
imellem angaaende Drabssager, ere Ubodemænd, have forbrudt Fæ og Fred, Land
og Løsøre, Odelsjorder som andre. De, der lade sit Liv for Tyveri eller
Stimands-færd, hvad enten det er til Skibs eller Lands, saa og for Snigmord, Troldskab,
Spaa-doms-Ceremonier og Udesidden, for at vække Trold op og dermed fremme
Hedendom, saa og de, der lade sig leje for Penge til at dræbe Mænd, med hvem de intet
have udestaaende, undtagen naar Kongen lader refse til Landrenselse og Fred;
saa og de, der tage Kvinder med Ran, eller andre Mænds Koner, Fæstemøer,
eller Døtre, uden deres lovlige Værgers Samtykke, og endelig de, der hevne slige
Ubodemænd eller fordre Bøder efter dem: de ere alle Ubodemænd, have forbrudt
Fæ og Fred, Land og Løsøre; og de, som værge sit Gods eller sine Frændkoner
for dem ere fredhellige, men alle hine derimod ugilde, hvad enten de faa Saar
eller Bane». De her opregnede og som Ubodemaal stemplede Forbrydelser vare
netop de, der tillagdes det sigurdske Parti, og især de vilde, lovløse Grændseboer
og Elvegrimer.
Sandsynligviis have ved denne Lejlighed ogsaa de allerede ovenfor omtalte
Bestemmelser, som sigtede til at omgive Erkestolen med den tilbørlige Glands,
enten været vedtagne, eller for saa vidt de alle, eller enkelte, hidrørte fra
Kardinal Nikolas’s Tid, bekræftede og maaskee udvidede, f. Ex., at medens de øvrige
Biskopper maatte nøje sig med 30 Skydsheste, naar de rejste for at indvie
Hovedkirker, kunde Erkebiskoppen rekvirere enhver Hest, som nogensinde havde
baaret Sadel eller Sele2. Voldsgjerninger, begaade inden Christkirkens eller
Mariekirkens Enemerker, straffedes strengere end om de vare forøvede ved andre
Kirker3. At Biskoppernes Eneret til at besætte de gejstlige Embeder, og
Domkapitlernes til at vælge Biskopper, uden Indblanding fra Kongens Side, erkj endtes
eller bekræftedes, falder af sig selv. Paa dette maa tillige, som det synes, de
Forandringer i Gulathings-Loven, fornemmelig Kirkeretten, der udtrykkeligt
tillægges Magnus, være vedtagne; de gaa i det Hele taget ud paa at skjærpe Straf-
1 Bestemmelserne anføres i den ældre Frostathingslov V. 44, 45 udtrykkeligt som einkamal (særegne
Bestemmelser), vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Biskoppernes og de forstandigste
Mænds Raad. I Gulathingsloven Cap. 32 er den optagen vinder Overskriften: «Magnus gjorde denne nye
Bestemmelse».
2 Ældre Frostathingslov II. Cap. 44, jvfr. ældre Gulathingslov Cap. 33.
3 Ældre Frostathingslov II. 10. De tvende her omtalte Bestemmelser nævnes udtrykkeligt i Brevet
af 1174.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
