Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358
MAGNUS ERLINGSSON
Datteren Ingegerd, der var gift med Erik Slagbrelle og med ham havde flere
Børn, af hvilke Sønnerne Harald unge og Magnus i det følgende komme til at
nævnes.
Harald Maddadhssøn var nu Eneherre saavel over Orknøerne og Hjaltland,
som over Katanes, og blev en mægtig Høvding. Der tales ikke om at han aflagde
Magnus Erlingsson nogen Hylding, men man kan dog neppe antage andet, især
da det senere erfares, at Magnus Erlingsson forlenede Harald, Ragnvalds
Dattersøn, med den halve Deel af Øerne, hvilket viser, at den anden halve Deel ogsaa
af Magnus selv betragtedes som Haralds retmæssige Besiddelse1. Harald levede
nu i den bedste Forstaaelse med den mægtige Svein Asleivssøn, der endog
opfostrede hans Søn af første Egteskab, ved Navn Haakon, og indviede ham i
Krigerlivet, idet han, saa snart hans Alder tillod det, tog ham med paa de Vikingstog, han
endnu regelmæssigt foretog to Gange om Aaret, først om Vaaren, naar Kornet
var saaet, tildeels under hans egen Opsigt, siden om Høsten, naar Agrene vare
skaarne og Kornet bragt i Huus. Paa et af disse Tog, hvilke især synes at have
gjeldt Syderøerne og det vestlige Skotland var det vel, at han var med at fælde
Sumarlide ved Renfrew (1164). Da flere Aar saaledes vare gangne hen, og Svein
en Sommer var kommen tilbage med et overordentligt rigt Bytte af Klædesvarer
og Viin, som han havde taget fra nogle engelske Skibe, der skulde til Dublin, og
i den Anledning gjorde et prægtigt Gilde paa sin Gaard, hvor ogsaa Harald Jarl
var en af G jesterne, fraraadede denne ham i al Venskabelighed at fortsætte det
urolige Vikingeliv, der dog seent eller tidligt vilde bringe ham i Ulykke. «Du har»,
sagde Jarlen, «længe ernæret dig og dine Folk ved Hærferd, men Voldsmænd
gaar det gjerne saa, at de ligge paa sine Gjerninger, naar de ikke holde op i Tide».
Svein takkede Jarlen for hans venskabelige og velmeente Raad, men tilstod, at
han ikke kunde bare sig for at smile ved at høre disse Ord af Jarlen, der selv just
ikke havde Ord for at være nogen fredelig eller billigt tænkende Mand. «Jeg
svarer for mig selv», sagde Jarlen, «men det var nu engang en Trang for mig, at sige
min Mening herom». Svein erkjendte i fuldeste Maade hans gode Mening, lovede
at han fra næste Aar skulde høre op med Vikingelivet, især da han følte Alderens
Tryk og Kræfternes Aftagen; men fra Høstvikingen i dette Aar vilde han dog
ikke afstaa. Jarlen meente at Udfaldet kunde være usikkert nok, men der blev
ikke talt mere om den Sag, og Svein drog i Viking, først til Syderøerne, siden til
Dublin, hvor han kom saa uventet, at Magthaverne der, rimeligviis den engelske
Besætning under Milo Cogans Anførsel, ej vidste Ord af, førend han allerede,
som det heder, var indenfor Portene med sine Mænd. Den skal derfor have til-
1 Orknøyinga Saga S. 408.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
