Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
MAGNUS ERLINGSSON
ikke længer, som i gamle Dage, kun mellem enkelte Høvdinger personligt, eller
i det højeste med ubetydelige Følger af Tilhængere og Huusfolk. De store
Høvdinger kunde nu langt heller kaldes lige saa mange uafhængige Fyrster, der førte
Hundreder af Krigere mod hinanden, gjorde formelige Felttog, og voldte
Forstyrrelse og Blodsudgydelse over det hele Land. Godordene, hvis Besiddelse
var arvelig, men som ogsaa kunde kjøbes, kom paa denne Viis, ligesom
Jordegodset, deels ved Arv, deels ved Kjøb, til at tilhøre nogle faa mægtige Ætter,
hvis Medlemmer saaledes forenede flere Godord, og derved ej alene fik en Mængde
afhængige Thingmænd rundt om i Landet, men ogsaa Godernes Ret til at udnævne
Lagrettens Medlemmer, erhvervede fuldkomment Herredømme paa Althinget, og
der ganske kunde bestemme Tingenes Gang. Denne Høvdingernes store Magt
betog ogsaa Biskopperne meget af den Indflydelse, de i saa lang Tid til Landets
Held havde udøvet. Ja stundom toge de endog selv Deel i Fejderne, om ikke
personligt, saa dog ved at understøtte en af de stridende Parter. Der tales især
om en forfærdelig Kamp, der fandt Sted paa Althinget i 1163, i og omkring
Lagretten; man sloges med Vaaben og Stene saa store at man siden efter neppe kunde
begribe, hvorledes Folk i deres Raseri havde kunnet løfte dem; Sommeren selv
fik deraf Navnet «Steenkast-Sommeren»1. Og denne stedse tiltagende Fejdelyst
og Urolighed er saa meget mere paafaldende, som vi erfare, at en Mængde af
Høvdingerne, deels for Ærens Skyld, deels ogsaa for at nyde godt af de dermed
forbundne Fordele, især som Kirke-Ejere, selv vare indtraadte i den gejstlige Stand,
og havde modtaget Indvielse, enten til den prestelige Værdighed, eller til
Diako-natet. Men de vedble ve i Regelen, med kun faa glædelige Undtagelser, at leve,
færdes og stride som verdslige Høvdinger, uden at lægge Christendommens
blidgjørende Virkninger, der skulde ytre sig sterkest hos dens beskikkede
Forkyndere, for Dagen i deres Levnet. Det var tydeligt nok at see, at Religionen eller
rettere Kirkevæsenet her saa godt som ganske var traadt i den verdslige Politiks
Tjeneste. Og da Religionen saaledes ikke længer, gjennem sine Repræsentanter,
Biskopperne, kunde lægge det Baand paa Høvdingernes Selvraadighed, som
disse hidtil inden Øens egne Grændser formaaede, er det klart, at Anarchiet snart
maatte vise sig i sin værste Skikkelse og sine sørgelige Følger, der tilsidst bragte
det udmattede Folk til at tilkjøbe sig den Ro, efter hvilken det saa længe
stundede, med Opgivelsen af sin Selvstændighed.
Blandt de Høvdinger, der ved Midten af det 12te Aarhundrede, og den
nærmest følgende Tid maa ansees for Magthaverne paa Island, foruden Biskopperne
1 Sturlunga Saga II. 40; jvfr. de islandske Annaler ved 1163. Ved denne Kamp faldt en Prest,
Halldor Snorressøn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
