Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370
MAGNUS ERLINGSSON
tes Fjørbaugsmænd, d. e. idømtes den mindre Fredløshedsstraf. Efter Thinget
samlede hver af dem Folk om sig for at bringe Dommen i Udøvelse, eller holde
den saakaldte Feransdom. Einar red med 480 Mand til Hvamm, og besatte
Gaarden, medens Sturla derimod ad Fjeld veje red med 60 Mand til Stadarhool, og
afholdt Forretningen. Ved hans Hjemkomst til Hvamm var det nær kommet
til Kamp mellem begge Flokke, hvis ikke en velsindet Mand i Einars Følge havde
overtalt denne, som den mandsterkeste, til at forebygge Blodsudgydelse. Men
den følgende Sommer, da Sturla allerede var dragen til Althinget, og Einar var
paa Vejen derhen, gjorde denne, ledsaget af en stor Skare, en uventet Afstikker
til Hvamm, jog de Folk, der vare paa Gaarden, ind i nærmeste Kirke, røvede
alt det Gods, han forefandt, og satte tilsidst Ild paa Gaarden. Derpaa fortsatte
han sin Vej til Thinget, i det han lige saa lidt som Sturla brød sig det mindste
om den dem overgaaede Fjørbaugsdom. Man stræbte nu at bringe et Forlig istand
mellem dem, og de samtykkede omsider i at undergive Sagen Biskop Kløngs
Voldgift. Kløng dømte Einar til at betale 60 Hundreder (Vaadmaal) for Branden
og Skaden paa Sturlas Huse, samt til at gjengi ve det ranede Gods, Sturla
derimod at betale Einar 50 Hundreder for hvad han havde forbrudt mod ham. Efter
Sturlas Ønske aflagde Biskoppen Ed paa at han havde dømt efter bedste
Over-beviisning. Sturla var alligevel ej ret tilfreds med Dommen. «Jeg agter
Biskoppens Ed», sagde han, «lige saa højt som en Paaskemesse, men de fleste ville vist
finde Erstatningen liden og Udbetalingerne smaa». Forliget stod ogsaa paa svage
Fødder, og det varede ikke længe førend der atter udbrød endnu heftigere
Stridigheder mellem Sturla og Einar, fornemmelig i Anledning af at denne opførte
sig mere end sædvanligt nærgaaende og overmodigt mod Sturlas Stifsøn Einar
Helgessøn1, og overhoved beskyttede mange Urostiftere og slette Personer, medens
Sturla derimod søgte at overholde Fred og Orden. Det kom til blodige Fegtninger
mellem begge Partier, og de mægtigste Mænd toge Parti med den ene eller den
anden, saaledes Biskop Kløng, Gissur Hallssøn og flere med Einar Thorgilssøn,
medens Biskop Brand, Thorvard Thorgeirssøn, der nu var kommen hjem, og
Bødvar Thordssøn, med hvis Datter Gudny Sturla nu var gift, understøttede
denne. Forgjeves søgte fredeligsindede Mænd at stifte Forlig. Sagen blev bragt
til Doms paa Althinget, og begge Partier gjorde hinanden fredløse, som før.
Endelig fik man dem overtalte til at underkaste sig Biskop Kløngs og Bødvar
Thords-søns Afgjørelse, men da den blev afsagt, erklærede Sturla sig utilfreds dermed, og
udredede ikke de bestemte Bøder. Den hele Vinter levede man saa vel hos Einar,
1 Hans Moder Ingebjørg, Sturlas Hustrue, havde nemlig tidligere været gift med en Helge Erikssøn
i Langelid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
