Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TRÆLLEVÆSENETS OPHØR
373
denne Bestemmelse om Vejarbejde blev vedtagen, — og den kan neppe sættes
sildigere end 1200 — maa ingen Træl have været tilbage. Men man kan vel ogsaa
slutte fra den Omstændighed, at Bestemmelsen om Trællefrigivelsen endnu findes
uforandret i det bedste Haandskrift af Gulathings-Christenret, som dog
indeholder Vedtagelsen af 1164 om Thronfølgen og Kronens Ofring, at der paa den
Tid, i det mindste i Gulathingslagen, endnu var enkelte Trælle tilbage. Det var
heller ikke at vente, at Trællevæsenet fuldkommen skulde ophøre, saa længe
der endnu fandtes Levninger af Vikinge-Væsenet, der kan siges at have været
dets fornemste Rod. Og disse Levninger af Vikinge-Væsenet ophørte ikke førend
med Undertvingelsen af de nordiske Riger paa Irland ved Englænderne, og ved
det syderøiske Riges nøjere Underkastelse under Norges Herredømme; hvilke
Begivenheder, som vi have seet, netop forefaldt i det 12te Aarhundredes anden
Halvdeel, og i det de begrundede en strengere Orden og større Fred, afskare
Lejligheden til at herje og vinde Bytte paa egen Haand for saadanne Mænd som
Svein Asleivssøn og hans Lige. Trælle væsenet s Ophør synes derfor med et rundt
Tal at kunne sættes til 1170. At Trællene, skjønt de strengt taget vare retløse,
dog efter Omstændighederne synes at have haft det ret taaleligt, og langt bedre
end f. Ex. de ældre romerske Trælle, er allerede ovenfor viist, og det oplyses aller
tydeligst ved Erling Skjalgssøns Exempel. En Mand kunde vel dræbe sin Træl
ustraffet, men kun for saa vidt han samme Dag gjorde Drabet bekjendt; ellers
betragtedes og straffedes han som Morder1: det forudsættes vel saaledes at det
Drab, som strax oplystes, og for hvilket Drabsmanden blev straffri, har været
begaaet i Hidsighed, uden Overlæg, medens det overlagte Drab, endog paa en
Træl, betragtes som Mord. Den fornemste Rettighed, en Træl erhvervede ved
sin Frigivelse, var, som det synes, at han nu selv kunde raade for sine Kjøb og
for sit Giftermaal2. Men for at opnaa denne Ret maatte den, som selv havde
løskjøbt sig, først have gjort sit saakaldte Frelses-01, eller et Gjestebud, hvorved
Herren skulde indbydes, og hvor den Frigivne i Gj esternes Paasyn skulde tilbyde
ham de saakaldte Leysings-Ører, nemlig 6 Ører Sølv3. Det forstaar sig af sig selv,
at Herren strax ved Frigivelsen kunde gjøre Afkald paa denne Afgift4, men ikke
desto mindre synes det, som om den Frigivne, naar han vilde bosætte sig eller
erhverve fast Ejendom, maatte gjøre Frelses-Øiet5, undtagen naar det var Kongen
selv, der havde skjenket ham hans Frihed. Frelses-Øiet fritog imidlertid ikke
1 Ældre Frostathingslov V. 20. Gulathingslov 182. 2 Ældre Gulathingslov 61.
3 Ældre Gulathingslov 62; ældre Frostathingslov IX. 12. 4 Ældre Gulathingslov 61.
5 Ældre Frostathingslov IX. 12. «Hvis en Træl», heder det, «kommer til Jord eller bor (d. e. bliver
Bonde), skal han gjøre sit Frelses-Øl».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
