Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAULDERNE. BLODHEVN OG FAMILIEFEJDER 377
det, er allerede tidligere udviklet hvor der handledes om den ældre germaniske
Samfundsorden i Almindelighed. Det er der viist1, hvorledes dette stod i
umiddelbar Sammenhæng med den Ret til at tage Blodhevn og føre indbyrdes Fejder,
som oprindeligen tilkom Familierne, og hvorledes derfor ogsaa Drab afsonedes
med Bøder, ej alene fra Drabsmanden til den Dræbtes Frænder, men ogsaa fra
Drabsmandens Frænder til disse, alt efter nøjagtigt udregnede Tabeller (Saktal).
Hensigten, om den end mere ytrede sig som et Instinkt, end den var kommen
til klar Bevidsthed, var aabenbart paa denne Maade, ved at dynge en Deel af
Ansvaret paa den hele Familiekreds, at gjøre denne interesseret i at hindre
ethvert af Medlemmerne fra at begaa Drab, og derved at forebygge Blodsudgydelse.
Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at da det hele System var grundet paa
Blodhevn-Systemet, opnaaedes hiin Hensigt kun højst ufuldkomment, da der
nemlig kunde indtræffe mange Tilfælde, hvor fuldstændigt betryggende Bod
enten ikke kunde blive betalt, eller hvor man reent ud negtede at betale den.
Jo fornemmere en Familie var, desto større Hæder satte den i, ej at modtage
eller yde Bod, men enten at tage fuldstændig Hevn, eller i det mindste lade Sagen
afgjøre ved privat Voldgift. Derfor see vi ogsaa Familiefejder, saa lidet de end
passede til det Kulturtrin, Nationen for øvrigt havde opnaaet, fremdeles
omtalte, f. Ex. mellem hine mægtige Lendermands-Ætter i Sogn og paa Agder, der
repræsenteredes af Jon Peterssøn og Kale Sæbjørnssøn; og Tronstridighederne
mellem Kongerne gave, som man let kan forstaa, forøget Anledning dertil2. Det
var ogsaa en ligefrem Følge af Familiernes solidariske Ansvarlighed for Drab,
begaaede af et enkelt Medlem, at Hevnen ofte ikke rammede Drabsmanden
selv, men en anden af hans Frænder, der var aldeles uskyldig i Drabet, men som
man netop udsøgte, naar han formedelst sin anseede Stilling eller andre
Fortjenester antoges at ville blive mere savnet end hiin. Disse Ulemper af et System, som
egentlig havde overlevet sin Tid, maa i det mindste ved Periodens Slutning alle
fornuftige og tænkende Medlemmer af Samfundet have været sig fuldkommen
bevidste, og været ivrigt betænkte paa at forebygge. Der gaves vist allerede
da ikke faa, der nærede den samme Mening, som nogle Tiaar senere udtrykkeligt
blev udtalt, «at de fleste Ætter i Landet lede stor og mangfoldig Skade af
Mandslæt og de bedste Mænds Drab, hvilket her i Landet var mere sædvanligt end
andensteds, isærdeleshed da den store og slemme Uskik herskede, at naar som
helst nogen blev dræbt, vilde hans Frænder udsee sig som Offer for deres Hevn
den bedste af Drabsmandens Æt, om han end hverken var vidende om eller raa-
1 Se ovenfor B. I. S. 134, 135.
2 Se f. Ex. ovenfor S. 312.
25 — Munch: Det norske folks Historie. VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
