Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382 MAGNUS ERLINGSS ØN
synes at have vakt mindste Forargelse1. Man gjorde her, og med god Føje, stor
Forskjel paa, om Manden var gift, eller ej. Saalænge Trælle væsenet herskede,
gav dette, som man let kan forstaa, Anledning til hyppige Krænkelser af
Egte-skabets Hellighed, og deraf følgende Afbrydelser i Egtefolkenes gode Forstaaelse.
Fra denne Tid af hidrører ogsaa de mange forskjellige Benævnelser paa uegte
Børn, efter som Moderen var fribaaren eller ej. Man kaldte saaledes en Søn af en
fribaaren Mand og en fribaaren Kvinde, der ej lagde Dølgsmaal paa deres
Forbindelse, «Hornung»; var Forbindelsen hemmelig, kaldes han «Risung»2.
«Thy-baaren Søn» kaldte man den, som var fød af en Trælkvinde. Ingen af disse uegte
Børn vare arveberettigede efter Faderen, saa snart der tillige fandtes egtefødde
Børn, uden for saa vidt de vare ætledede, d. e. lyste i Kuld og Kjøn, hvilket dog
ej kunde skee uden nærmeste Arvingers Samtykke. Ætledningen foregik med
flere Højtideligheder. Der skulde gjøres et Gilde; ved dette skulde der slagtes
en treaars Oxe, og en Sko gjøres af Huden paa dens højre Forbeen: i denne Sko
skulde først den ætledende stige, dernæst den, som ætlededes, og siden efter de,
der samtykkede i Ætledningen, medens den første erklærede, at han ætledede
Manden til alt det Gods, han gav ham, til Gjeld og Gave, til Sess og Sæde, til Bod
og Bauger, og til al Ret som om hans Moder var kjøbt med Mund. Skoen, om den
opbevaredes, skulde siden tjene til Beviis paa at Akten havde fundet Sted3.
Arvegangen var ikke eens i alle Thingforeninger; i det mindste afvige
Gula-thingslovens og Frostathingslovens Arvetavler, de eneste vi kjende, noget fra
hinanden, skjønt de i Hovedprinciperne ere lige. Fælles saavel for Norge, som
Sverige, var den Hovedregel, at Søn udelukkede Datter, som først fik Arv, om
Søn ej var til. Imidlertid torde det vel kunne ansees som det første Skridt til en
Forandring i det ældre System, at vore Love satte Datter og Sønnesøn i anden
Arveklasse næst Søn, og lode dem arve ligt med hinanden, samt derefter, i tredie
Klasse, Broder og Syster, medens derimod saavel den ældre islandske Lov, som
den ældre Vestgøta-Lov, der aabenbart følge ældre Arvegangs-Regler, lod
Datter, næst Søn, udelukke alle andre fjernere Beslægtede, og næst Datter satte Fader.
Men Gulathingsloven lader i tredje Arveklasse alle Syskende arve hinanden
indbyrdes, medens Frostathingsloven kun steder Syster til Arv, hvis Broder ikke
findes. I de tre følgende Klasser afvige de ligeledes: Gulathingsloven sætter Moder
, fjerde, Farbroder og Brodersøn i femte, og fædrene Fættere tilligemed sam-
1 Hvert Øjeblik heder det i Sturlungasaga, baade hvor Prester og Lægmænd omtales: da fulgte ham
en Kvinde, der hed N. N. o. s. v.
2 Gulathingslov Cap. 104. Paa Island havde Benævnelserne hornungr og hrisungr en anden
Betydning, se Graagaas, Arfa]?åttr Cap. 4.
3 Gulathingslov Cap. 58, Frostathingslov, IX. 1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
