Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410
MAGNUS ERLINGSS ØN
stadfæstedes sandsynligviis af de øvrige Nevndarmænd ved Vaabentag1.
Omtrent paa samme Maade maa det have gaaet til i de øvrige Thingforeninger, med
de Afvigelser som den ovenfor nævnte Thing-Indretning medførte. Paa
Eidsiva-thing var det rimeligviis Nevndarmænd fra de sex Hovedfylker, (de tre oplandske
og de tre vikske), der afsagde den egentlige Dom2. Gjennem hele denne
Behandling af Retssager til Thinge gaar det for vor ældre Proceslovgivning til Grund
liggende Princip, at hvad der under ethvert Forhold var Lov og Ret, antoges
almindelig bekjendt, saa at det alene var Faktum, hvorom Proceduren drejede
sig, og Anvendelsen af Lovens Bud paa det engang oplyste og beviste Faktum
ikke egentlig var Dommernes Sag, men saa at sige en umiddelbar Følge af Kj
endelsen angaaende Faktum. Lagretten paa Thingene svarede saaledes omtrent
til de Edsvorne i England, kun med den Forskjel, at der endnu ikke behøvedes
nogen lovkyndig Embedsmand til at anvende Lovens Bud paa den foreliggende
Kjendsgjerning. Alene ved Lagthinget havde Lagretten, som ovenfor nævnt,
Ret til, i Tilfælde hvor Loven tiede, at gaa videre end den egentlige Prøvelse af
Faktum, men ogsaa efter Billighedshensyn at afsige en virkelig Dom.
Det ligger forresten i hine ældre Retsinstitutioners Natur, og bestyrkes ved
den islandske Lovgivnings Analogi, at det ej var absolut nødvendigt, at bringe
en Sag aller først ind for det ringeste Thing; man kunde vistnok ogsaa bringe
den strax ind for et højere, eller Lagthinget, men det faldt af sig selv, at det var
belejligst at indstevne den for det Thing, man havde nærmest ved Haanden og
til enhver Tid kunde sammenkalde3. Enkelte vigtigere Sager, eller som verserede
mellem højere Personer, maatte, som vi have seet, strax indbringes for højere
Thing4. Søgsmaalet ved en reen og klar Gjeldssag begyndte sædvanligt med at
Debitor med tilbørligt Varsel Stevnedes til at være hjemme i sit And vege eller
Højsæde og høre Krav; vægrede han sig da ved at betale, stevnedes han med
mindst fem Dages (en Femts), i det højeste fem Femters Varsel til Thinget5. Til
Sikkerhed for sin Fordring kunde Sagsøgeren paalægge ham at stille Tak (d. e.
Borgen), en Fordring, hvorfor han ej kunde undslaa sig6. Et andet Sikkerheds-
1 Herom s. o. B. I. S. 140, 141, i de ældre Love findes vel intet om Vaabentag, men de yngre nævne
udtrykkeligt derom (nyere Landslov I—5) og Skikken har for alderdomsagtigt Præg til først ved denne
Lovrevision at kunne være indført.
2 Frostathingslovens Part X giver flere Bestemmelser for lignende Søgsmaal, men i det Hele taget
ej saa klart som Gulathingsloven Cap. 35. Imidlertid er Hovedindholdet det samme, se især Cap. 19—24.
3 Til saadanne umiddelbare Stevninger til højere Thing sigtes maaskee i ældre Gulathingslov Cap. 102.
4 Se ovenfor om Søgsmaalet mod Sigurd Ranessøn, S. 79, 80.
8 Varselet var i Frostathingsloven fra 5 Dage (Femt) indtil 2 Maaneder, X. 1; i Gulathinget 15 Dage
(3 Femter) i det længste.
8 Gulathingsloven 102, Frostathingslov X. 26. 31. Bjarkøret 98.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
