Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
MAGNUS ERLINGSS ØN
Kirken1, gik Fordringen, der hidtil betragtedes som usikker, og ej kunde indtales med
formeligt Krav, men alene med foreløbig Anmodning (kvaöa), over til at blive vis,
eller vidnes f ast (vitafé), der paa sædvanlig Maade indtaltes til Thinge2. Et ufravigeligt
Princip var, at saavel Mededsmændene som Domsmændene skulde være den
sagsøgtes Ligemænd. Hvis nogen nævnte en Lendermand eller mægtigere Mand
end sin Modpart i Dom, var hans Søgsmaal derved forspildt. Derfor maatte som
vi have seet heller ikke Lendermænd opnævnes eller sidde i Lagretten uden
Bøndernes Tilladelse.
Gudsdomme eller Guds-Skirsler* brugtes som Beviis aldrig i andre Sager end
gejstlige, hvortil man ogsaa, som sædvanligt efter den kanoniske Ret, regnede
Egteskabssager, Lejermaalssager og Slægtskabssager. Dertil kom, hvad der
vistnok kunde betragtes som en human Indretning, men hvad der dog maatte give
Gejstligheden en utilbørlig og højst vilkaarlig Indflydelse, at naar Nogen, som
det hed, havde med Overmagt (d. e. en overmægtig Angiver eller Beskylder)
at gjøre, og formedelst denne hindredes fra at bevise sin Uskyld paa sædvanlig
Maade efter Loven, skulde Erkebiskoppen, og udenfor Throndhjems
Biskops-dømme, rimeligviis vedkommende Biskop, enten søge at skaffe ham den Ret,
hvorfra han fortrængtes, eller og stede ham til Gudsskirsl4. Den sædvanlige Ordal
for Mænd var Jernbyrden, der, som ovenfor nævnt, bestod i enten at bære gloende
Jern i den blotte Haand, eller gaa et vist Antal Skridt paa gloende Jern med
blotte Fødder5. For Kvinden bestod Prøven efter Regelen i Kjedeltag, d. e. i at
tage en Ring, Steen e. a. d. op fra Bunden af en armsdyb, med kogende Vand
fyldt Kjedel6. Prøverne aflagdes paa Landet i Fylkeskirken, i Byerne i visse
halve Antal, hvilket kaldtes at rydde Dommen. I Frostathingsloven kunde man to Gange prøve saadanne
Domme, og endelig fremmøde med begge Dommes Personale, altsaa 12 paa hver Side, til den saakaldte
Trediedom. Hvis en af Dommerne var urigtigt udnævnt, eller forlod sin Plads før alt var tilende, havde
hans Part tabt sin Sag. Ved denne Trediedom skulde Sagsøgerens Domsmænd tilbyde den anden Parts
Veddemaal, 2 Mkr. for hver Mand, hvilket strax skulde indbetales og deponeres, indtil Sagen kom paa
Thinget. Modtog den anden Parts Domsmænd ej Veddemaalet, forstod det sig af sig selv, at Parten tabte;
men gik Sagen til Things, fik den vindende Parts Dommere de deponerede Penge. Denne Fremgangsmaade
kaldtes veöjan, og Dommen veöjanardomr, Frostathingsloven X. 13, 14. I Gulathingsloven omtales
veöja-nardömr kim i Odelsløsningssager (Cap. 211), men da disse ellers i eet og alt behandledes som Gjeldssager,
maa man antage at dette Slags Dom ligeledes anvendtes ved Gjeldssager i Almindelighed. Dog var
Vedde-Dommen i Gulathingslagen, ikke en tredie Dom, men kun en «anden Dom», med ikke flere end sex Mand
paa hver Side. Gik Sagen lige til Lagretten, d. e. Gulathinget, tabte de Dommere, hvis Mening underkjendtes,
ej alene Veddegodset, men maatte ogsaa bøde hver 3 Ører til Kongen for «Misdømme». Den samme Bod
var vistnok ogsaa de tabende Dommere i Frostathingsloven underkastede.
1 Gulathingsloven Cap. 136, Frostathingslov IV. 8, Bjarkøret 151, 24.
* Gulathingsloven 36, Frostathingslov X. 19—24.
* Om disse se ovenfor S. 402, og i den hedenske Tid ovenfor B. I. S. 169.
* Frostathingslov II. 45. 8 Jvfr. ovenfor S. 127.
* Frostathingslov III. 15. V. 29. Eidsiva-Christenret 42, Graagaas, Festarthaatt 33, 45, 55.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
