Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430
MAGNUS ERLINGSS ØN
den ej omtales i Love, Sagaer eller Diplomer førend i den sildigere Middelalder.
I Stedet for de bredbladede Spader brugte man, som det lader, de smalere, men
sterkere Paalstave, der maaskee endnu anvendes hist og her i Landet. Til
Indhøstningen brugtes Ljaa, sandsynligviis af samme Form som nu omstunder, samt
sandsynligviis Sigd; til Bortskjæren af unyttigt Krat anvendtes, som endnu paa
Vestkanten, den noget lignende Snidil1. Alle disse Redskaber forarbejdedes
vistnok indenlands. Hvad Vaabnenes Form angaar, da rettede den sig ved Slutningen
af det Tidsrum, vi her behandle, i det mindste hos de højere Klasser efter hvad
der var sædvanligt i det øvrige Europa. Korstogene, Pilegrims- og Handels-Rejser
bragte Nordmændene alt for ofte sammen med Udlandet, til at dette ej skulde
være Tilfældet. Man seer ogsaa af den Fortegnelse paa Angrebs- og
Forsvars-Vaaben, som det hen ved 1195 affattede Skrift «Kongespejlet», hvorom mere i
det følgende, lader en Fader i de modnere Aar raade sin Søn til at anskaffe sig
og erhverve sig Færdighed i at bruge, hvis han bestemte sig til at blive Hirdmand2,
at de fleste vare af det i det øvrige Europa sædvanligviis brugelige Slags, nogle
endog med udenlandske Navne3. Kun blandt de menige Stridsmænd synes de
ældre nationale Former endnu at have været overholdte, navnlig de kredsrunde,
smaa røde Skjolde, med Jernbule og tre koncentriske Jernbeslag paa Ydersiden4,
hvoraf enkelte endog nu ere til. De særegne Vaaben, der brugtes i Søkrig, den
hos vore Forfædre meest nationale Maade at stride paa, vare ogsaa fremdeles,
som man seer, for det meste de fra Oldtiden brugelige, som langskaftede Ljaaer
og Øxer, Slagbrande, Stavslynger, og til Værn mod Fiendens Angreb Viggyrdler
eller løse Skandseklædninger (s. o. B. V. S. 220) og Vig-Aaser eller Bjelker5. De
ovenfor omtalte Hun-Kasteller, der opstilledes i Stavnen, synes, efter Navnet og
Formen at dømme, at have været Efterligninger af hvad der var brugeligt i
Middelhavets Søkrige. Hvad Skibene selv angaaer, da synes det, som om man mod
Slutningen af det 12te Aarhundrede ophørte at bygge dem med den tidligere
Pragt og de før brugelige æventyrlige Former, men mere at have seet paa det
nyttige og hensigtsmæssige. Guldsmykkede Drageskibe omtales vel endnu i
Sagaerne, men langt sjeldnere end forhen, og man støder hyppigt paa den frem-
1 Gulathingslov Cap. 145. Frostathingslov XIV. 8. 2 Kongespejlet, S. 84, 91.
8 F. Ex. glafja eiler glefja, Kongespejlet S. 88, det middelalder-latinske glavea, hvoraf det franske
glaive, det tydske Gleve, det ældre danske «Glaven», d. e. Landse, Ridderspyd; ligesaa gladél, det latinske
gladiolus, men ogsaa i Betydn. «Spyd», Kongespejlet S. 84, kastali, Kastel, pannzari, latinsk panceria eller
panzeria, Pantser, egentlig Mavebeklædning, af italiensk pancia, spansk panza, svarende til det tydske
«Wanst» d. e. Bug, Underliv.
4 De ere foreskrevne i Lovene, se ovenfor S. 392, jvfr. S. 363, hvor det vises, at ogsaa den engelske
Forfatter Giraldus omtaler (S. 772) de runde røde Skjolde som charakteristiske for Nordmændene.
6 Kongespejlet S. 86.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
