Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
24
Bifald. Men anderledes tænkte Absalon, der, saasnart Mødet var hævet og han
befandt sig ene med Kongen, bebrejdede denne alvorligt, at han ved sin Taushed
ligesom havde bifaldt Nikolas Oxes fejge Tale, og ikke ladet ham undgjelde derfor
med tilbørlig Forhaanelse. Thi da vilde alle de Øvrige have skammet sig ved at følge
hans Exempel, medens hans Ord derimod nu neppe vilde undlade at gjøre sin Virk
ning paa Mængden. Absalon spaaede rigtigt. Høvdingerne, af hvilke de fleste havde
Lyst til at drage hjem, opsatte hemmeligt de menige Krigere, der snart begyndte at
knurre aabenlyst, især mod Absalon, hvilken de med Rette betragtede som den, der
ivrigst raadede til at fortsætte Toget. De heftigste begyndte endog at kaste Stene
paa hans Skib, men bleve snart, uagtet de vare flere i TaUet, drevne paa Flugten af
hans Folk, medens Kongen, som syntes at de havde faaet nok i denne skammelige
Flugt, lod dem løbe. Flaaden sejlede nu til Havnen Portyrja, hvor der atter skede
Mytteri: endeel af Jyderne, ophidsede af deres Skibsstyrere, flokkede sig sammen,
og fordrede med heftige Raab at man skulde drage hjem. Men denne Gang lod
Kongen de værste Skraalere gribe og haardt afstraffe, saavel ved Slag som ved
Neddukning i Søen. Toget fortsattes, indtil man kom saa langt nordpaa, at det
om Natten ved Solhvervstid var næsten lige saa lyst som om Dagen, og at man
ved Midnat uden synderlig Anstrengelse kunde læse den fineste Skrift. Det kan
altsaa neppe have været sydligere end henimod Bergen, maaskee man endog var
kommen lige til Stadland1. Der henvendte de jydske Høvdinger sig ligefrem til
Kongen med alvorlige Forestillinger mod at drage videre, saa daarligt som Hæren
nu var forsynet med Levnetsmidler; de tilbøde sig heller til næste Aar, om han da ej
havde fattet anden Beslutning, at ledsage ham paa et nyt Tog, og da sejle lige fra
Vendsyssel over til Agder, uden at gjøre den lange Omvej om Viken. Den forhun
grede Mængde forenede sine Klager med Høvdingernes, og Valdemar saa sig endelig
nødt til at give efter og vende tilbage. For dog ikke at lade sin Fiende aldeles uskad,
medtog han endeel Skibe — Saxo kalder dem de ypperste Skibe i hele Norge —
der altsaa maa være faldne i hans Vold2. Derhos udstedte han et strengt Forbud
mod al Skibsfart fra Viken, eller rettere fra hele Norge, til Danmark og omvendt3.
Da Valdemar var borte, vendte Erling sig atter mod Hettesveinerne, hvilke
Saxo aabenbart har for Øje, naar han fortæller, at de fornemme Nordmænd, der
ved Valdemars Ankomst til Landet havde sluttet sig til ham, undsaa sig ved at
forlade deres Fædreland og derfor heller vilde blive tilbage end følge ham. Sand
synligviis har det ej saa meget været Undseelse, som Haab om Sejren, der holdt
dem tilbage. Thi forrige Gang, da Valdemar var i Viken, og endnu ingen Oprørs
i Dette er for saa vidt det rimeligste, som Forbjerget her afgav ligesom en bestemt Grændse for
Indenskjærsfarten.
2 Saxo, S. 817—821. Om dette Tog tie, som oven anført, vore egne Sagaer aldeles.
8 Fagrskinna, Cap. 273.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
