Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
76
end Rygtet kunde ile foran ham. Da han kom i Nærheden af den Gaard, hvor
en vis Thorgrim, der var Hovedmanden for de forbundne Bønder og Anslagets
Ophavsmand, boede, listede han sig, selv femte, ved Nattetid derhen, og kom
saa uventet, at Thorgrim, uagtet han havde 8 Huuskarle hjemme paa Gaarden,
blev greben og bunden, medens Huuskarlene fik Prygl. Sverre tog meget Gods
fra ham, og oven i Kjøbet maatte han betale V2 Mark Guld (4 Merker Sølv); enda
var han glad ved at slippe saa vidt derfra. Derpaa vendte Sverre tilbage til sine
Mænd og drog til Hamar, hvor de grebe en anden af de sammensvorne, ved Navn
Harald Gudbrandssøn1, og som siges at have været Sverres Frænde: af denne
Aarsag bade mange for hans Liv, og han fik beholde det mod at betale halvanden
Mark Guld. Andre af Magnus’s Mænd flygtede bort over Hals og Hoved, og lede
stort Tab paa Gods og Penge. Det viser sig imidlertid heraf, hvad der ovenfor er
ytret, at Bøndernes forrige Underkastelse under Sverre ikke havde stort at betyde:
de fandt sig i hans Paabud, som et uundgaaeligt Onde, men saa snart han var
borte, var alt som før. Dette saa man ogsaa i Østerdalen, hvorhen Sverre tog Vejen
fra Hedemarken, og hvor han kom — sandsynligviis til Elverum — fem Dage
før Juul (20de Decbr.). Bønderne, der tænkte som saa, at Birkebeinerne havde i
Sinde at tåge for sig af deres Julekost, aftalte indbyrdes, at ikke en eneste af
dem skulde gjøre det mindste istand til Julegilde saaledes som de ellers plejede.
Da Sverre merkede dette, brugte han List mod List, thi han havde virkelig gjort
Regning paa at nyde godt af Julekosten. Han drog sydefter til Soløer, foregivende
at han agtede sig til Vermeland. Men da han kom til Eidskogen, lod han kun
120 Mand fare over Skoven til Vermeland, hvor de bleve godt modtagne, med de
øvrige vendte han tilbage til Østerdalen, hvor Bønderne nu troede sig fuldkommen
sikre, og havde alt færdigt til Julegilderne. Men nu gjorde Birkebeinerne sig til
Gode dermed, uden at bryde sig om, hvor vidt Bønderne likede det eller ikke,
og Sverre havde saaledes de bedste Vejtsler hele Julen igjennem. Det kan dog
kun have været den højeste Nød, som drev Sverre til at fare saaledes frem, thi
han maa dog have indseet, at Birkebeinerne derved maatte blive yderst forhadte,
og paany komme i det gamle Udraab for at være Røvere og Voldsmænd. Man
kan ogsaa tydeligt see, at han og hans Flok herefter en Tidlang bleve langt uven
skabeligere modtagne end før, hvor de kom hen, og at de endog mødte Modstand
paa Steder, hvor de tidligere havde været nok saa velkomne, f. Ex. i det Thrond
hjemske, som det i det følgende skal berettes. Hvorfor han ikke strax fra Gud
1 Hvorledes dette Slægtskabsforhold var beskaffet, siges ikke, men det maa dog vel snarere have
været paa Sverres fædrene end paa hans mødrene Side. Det siges heller ikke udtrykkeligt, at Harald var
en af de sair.mensvoine Bønder, men det kan dog tydeligt sees af Fortællingen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
