Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
80
Dalarne tog han Vejen over Orsa til Alfta i Helsingland1. Her mødte han en Flok
paa ikke færre end 3600 Mand, hvoriblandt 120 fuldt brynjeklædte, der stode
slagfærdige for at forbyde ham Gjennemfarten. De havde indbyrdes vedtaget paa
det højtideligste, at enhver, der gav Birkebeinerne Fred eller lod dem komme
videre, skulde være hver Mands Niding. I Førstningen vilde de ikke engang til
lade Sverre eller nogen af hans Mænd at komme paa deres Thing og tale til dem.
Siden gave de dog saa vidt efter, at Sverres Folk fik Lov til at komme paa Thin
get, og høre hvad der blev talt. Sverre lod nu sine Mænd stille sig i sluttet Fylking,
og bød dem være vel paa sin Post, om Helsingerne skulde have noget svigefuldt
Anslag fore. Ved at see disse Forberedelser bleve Helsingerne noget bange, og
gik efter nogen Underhandling ind paa, at Sverre skulde kunne komme paa Thin
get, og at hans Mænd kunde faa tale i hans Navn, men at han ikke selv maatte
lukke sin Mund op. Paa dette Thing vedbleve Helsingerne at negte ham enhver
Gjennemfart, og sagde at der intet andet var for ham, end at vende om igjen.
Men hvorledes det gik eller ej, fik Sverre endelig drevet det dertil, at man gav
ham Lov til at tale, og da havde han vundet Spil. «Jeg veed ikke», sagde han,
«hvad I have at lægge os til Last, men jeg beder Eder kun betænke, at vi have
alle een Gud, som vi kalde vor Fader, og at vi derfor maa holde Fred med hin
anden indbyrdes og hjelpe hinanden, som vi hjelpe os selv. Mine Mænd have
aldrig gjort Eder noget Meen, men hvor meget Godt have I at takke Kong Magnus
og Erling Jarl for? Jeg maa nu, for at holde Livet i mine Mænd, lade dem spise
Hestekjød, siden I intet ville give dem, men det vil rygtes i alle Lande, at christne
Mænd for Eders Vrangvilligheds Skyld ere blevne nødte til sligt». Han lod derpaa
to Heste føre frem og gav Befaling at slagte dem. Dette virkede. Helsingerne
skammede sig, og den Bonde, som før havde faaet hiin Trusel om Nidingsord ved
taget, indbød nu Sverre til sig med 40 Mand; de øvrige Bønder fulgte hans Exem
pel. Da Jamterne fik høre, hvorledes Helsingerne havde baaret sig ad, toge de
ogsaa godt imod Sverre, og paa Rejsen gjennem den østlige Deel af Jemteland
blev han overalt opvartet med Vejtsler. Da han kom til den nordvestlige Deel
af Landet, hørte han heller ikke andet end venlig Tale, og fæstede saadan Lid
dertil, at han sendte Halvdelen af sine Folk fra sig, og lod dem tåge Kvarteer
rundt om i Bygden, idet han kun beholdt 120 Mand tilbage. Da fik han en Nat
Underretning om at Jamterne øster i Landet, ophidsede af Lendermændene, havde
samlet sig saa mandsterke som muligt, og kom sættende efter ham for at dræbe
ham og alle hans Folk. Sverre stod ufortøvet op, lod de Folk, han havde hos sig,
1 Orsa, saa vel som de øvrige Punkter af Vejen, nævnes ikke i Sagaerne, men da den her nævnte
Vej er Hoved-Fjeldvejen mellem Siljanbygderne og Alfta, kan det ej være nogen anden, Sverre har taget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
