Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 MAGNUS ERLINGSSØN
Styrke ikke paa langt nær kunde maale sig med hans, vege i Førstningen undan1.
Sverre, som skjønnede at dette ikke i Længden kunde gaa saaledes, og var ked af
den idelige Omflakken, forestillede nu sine Mænd, hvilken fordærvelig Virkning
det Nederlag, de ved deres Gjenstridighed og Uforsigtighed havde lidt i Thrond
hjem, vilde have, hvis de ikke ved en eller anden kraftig og heldig Daad gjenop
rettede deres Anseelse. «Forhen», sagde han, «havde vi altid Sejr og Overhaand,
og de fleste vare bange for at binde an med os; nu derimod have vi ej alene mistet
mange brave Gutter af vor Flok, men den Respekt, man havde for os, er ogsaa
ødelagt, thi hvor vi komme, har man hørt om vort Uheld, og ingen tror os længere
istand til at udrette noget. Hvis vi nu dertil lade Kong Magnus jage os fra Bygd
til Bygd, ville vi snart have alle Mand, høje og lave over os, og vi ville blive dræbte
med liden Berømmelse, ligesom alle de, der falde paa Flugten. Nu forekommer
det mig hæderligere, saa liden end vor Trop er, at gaa vore Fiender djervt under
Øjnene. Blive vi da overmandede, saa falde vi i det mindste med Ære, siden det
er i Kampen mod Kong Magnus selv, men sejre vi, vil vor Magt blive saa meget
større. Vi kunne desuden ikke vente at vinde Herredømmet her i Landet, uden
i det mindste een Gang at see Kong Magnus’s Merke knejse imod os, og længe
nok have vi ladet os jage rundt om i Landet af vore Fiender». Ved disse og lignende
Opmuntringsord satte han Mod i sin lille Flok, og under tillidsfulde Bifaldsraab
vendte den om, for at vove den ulige Kamp. De befandt sig da, som man kan
see, etsteds paa Sydsiden af Tyrifjorden, enten i den østlige Deel af Modum, eller
den nordøstlige Deel af Sylling, medens Magnus nærmede sig søndenfra, gjen
nem Lider. Birkebeinerne stevnede frem langs Holsfjorden, indtil de kom til
Broen ved Hirla (Hyrte i Sylling); her fik de høre, at Kong Magnus ikke var langt
borte. Sverre lod dem lægge sig i et Krat nær ved Broen, for her at oppebie Fien
den2. Magnus og Orm Kongsbroder havde ligeledes af deres Kundskabsmænd
erfaret at Birkebeinerne vare i Nærheden, og ilede dem imøde. Da de kom til
Broen, gik Magnus strax over med sit Merke i Spidsen, dernæst Orm Kongsbroder.
Birkebeinerne ventede, indtil endeel af Magnus’s Tropper havde passeret Broen.
Da brøde de frem af deres Baghold, og gjorde et saa heftigt Angreb, at Magnus
og Orm efter en kort Kamp, og med betydeligt Folketab maatte fly tilbage over
Broen, begge saarede. Efterat derpaa begge Hære en Tidlang havde vexlet Skud
med hinanden tvers over Aaen, drog hver sin Vej: Magnus tilbage til Tunsberg,
1 Det siges ikke i Sagaen, om Orm ved Etterretningen om Birkebeinernes Ankomst opholdt sig hos
Magnus i Tunsberg. Snarere skulde man formode, at han, som sædvanligt, har holdt til i Oslo, men har
mødt ham i Drammen, og at derfor begge i Forening droge op igjennem Lider og Sylling.
1 Ved Hyrte er der en ikke uanseelig Elv, der falder ud i Holsfjorden. Det er Broen over denne
Elv, hvortil der her sigtes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
