Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
98
gjort mod mig. Enhver gjøre nu, som han finder for godt, og som han tror meest
gavnligt baade for sig, og for de Afdøde, der bleve saa bradt kaldte derfra, at
de hverken fik Tjeneste1 eller Skrift, og mindre forberedte og med større Grumhed
i deres Hu, end de nu selv monne ønske. Heller vil jeg indestaa Eder for at alt,
hvad I nu gjøre for deres Sjæle, skal vorde Eder til stor Hjelp og fuldkommen
Miskund, end at man skal være enig om, at de ingen Forbønner behøve». Efter
denne Indledning, der, saa fornuftig den end i sig selv var, dog heelt igjennem
var holdt i en saa drillende og ironisk Tone, at den snarere maatte sætte ondt
Blod, end formilde Gemytterne, ej at tale om den aabenbare Fordrejelse af Sand
heden, han tillod sig ved at omtale Erling Jarls Forhold til Haakon Herdebreid
og Eystein Meyla, slog han ind i en mere forsonlig og beroligende Tone. Efter
den sædvanlige Skik, naar der holdtes Tale ved fornemme Mænds Grav, takkede
han nemlig de tilstedeværende Prester for deres Sang og vakre Ord ved Graven,
og hele den forsamlede Almue for deres Bønner, ligesom han og opmuntrede hver
især til at sørge saa omhyggeligt, han vilde eller formaaede, for sine Venners,
Frænders eller Paarørendes Jordefærd, tilføjende, at var der nogen af de Faldne,
for hvem ingen meldte sig til at vise dem den sidste Ære, skulde han selv skaffe
Folk dertil. Han endte sin Tale saaledes, at den vandt Alles Behag, og mange
ytrede lydeligt deres Bifald.
Med Erling faldt Sverres mægtigste Modstander i Norge, og fra den Tid af,
siger ogsaa Sagaen, voxede hans Magt saaledes, at der ikke fandtes nogen i hele
Riget, der negtede ham Kongetitel, uden Magnus selv og dennes Mænd. Forhen
havde ogsaa «Birkebeiner» været et Spottenavn: nu derimod blev det et Hæders
navn, hvoraf de, som bare det, selv vare stolte. Man kunde nu ogsaa see Folk,
der forhen kun havde været ringe Arbejdsmænd, ja endog Ransmænd og Land
strygere, men efter at have tjent i Sverres Hær og tilkjæmpet ham Sejren, gik
stolt omkring i Skrud og Skarlagen og med gode Vaaben, der forhen havde prydet
Magnus’s Hirdmænd. Og de, som før havde seet dem i deres ringe og daarlige
Forfatning, fandt det nu raadeligst at lade som om de ej kjendte dem igjen eller
antoge dem for de samme; ja — heder det charakteristisk nok i Sagaen — de
gjenkjendte neppe sig selv. Det er ogsaa betegnende nok, at medens de faatallige
Birkebeiner hidtil kun betragtedes som en Oprørsflok, og i denne Egenskab havde
faaet deres Partinavn, Magnus’s Tilhængere derimod, som loyale Undersaatter,
og udgjørende den større Deel af Befolkningen, ikke benævnedes med noget sær
egent Navn, maatte nu ogsaa disse finde sig i en saadan Betegning, først af Birke
1 Ved «Tjeneste» (J>j6nosta) forstaaes her hele den i Katholicismen brugelige Beredelse til Døden,
navnlig den sidste Olje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
