Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1179. TRONKRIGENS CHARAKTEER 99
beinerne, siden, som det synes, af Folket i Almindelighed. Man kaldte dem
Heklunger, ifølge en Historie, der fortaltes i Viken, at Kong Magnus’s Mænd
havde ranet og skiftet mellem sig en Deel Sølvpenge, der fandtes indsyet i en
Hekle eller Kappe, som en gammel Tiggerkjærling havde efterladt1. Dette viser
noksom, at deres Antal maa have aftaget saa meget, efter at Lykken begyndte
at erklære sig for Sverre, at ogsaa de kun betragtedes som en saakaldet «Flokk»,
hvis Berettigelse til at fordre sin Konge almindelig anerkjendt ikke var større
end den andens. Men idet nu saaledes tyende omtrent lige sterke Partier stode
overfor hinanden, antoge ogsaa Tronkrigene selv en blodigere og mere haard
nakket Charakteer; og formedelst den Maade, paa hvilken Partierne nu vare for
deelte, udartede den til formelig Borgerkrig, og lagde Grunden til en fuldkommen
Omdannelse af Statsforholdene. Magnus og hans Tilhængere repræsenterede den
gamle Tingenes Orden: et svagt Kongedømme ved Siden af et Slægt-Aristokrati,
hvis ypperste Forkjæmper, Erling Jarl, nu var falden. Sverre og Birkebeinerne
søgte derimod at hæve sig selv, hidtil alle sammen übekjendte Mænd, ja tildeels
af de ringere Samfundsklasser, paa Aristokratiets Ruiner. Hvad de tilsigtede,
om de end ikke selv havde gjort sig klart Rede derfor, var en Revolution, grundet
paa Principer, der kunde kaldes de Tiders Kommunisme. Dette Princip kunde
ikke tydeligere udtales, end i Sverres højtidelige Løfte før Slaget paa Kalvskindet,
at enhver af hans Mænd skulde opnaa den samme Rang og Værdighed, som den
indehavde, der faldt for hans Haand. Dette var en Krigserklæring paa Liv og
Død mod de gamle Slægter, der nu kjæmpede for sin Tilværelse. Det kastede
Ufredens og Tvedragtens Brand over det hele Land, og den Kamp som deraf
opstod, rystede Riget til dets inderste Mary. Enhver kan léttelig forståa, hvor
haardt og modbydeligt det maatte være for de højbyrdige, stolte Aristokrater,
hvis Forfædre siden umindelige Tider havde hørt blandt Landets Ypperste, nu
med eet at skulle see raa Æventyrere af de laveste Klasser, simple Arbejdsmænd,
Huusmandssønner2, ja endog forhenværende Ransmænd, og Folk, hvis blotte Navn
havde en besynderlig simpel Klang, med eet stillede ved deres Side eller over
dem i Værdighed. Førend de for Alvor bekvemmede sig dertil, maatte de gamle
Slægter enten aldeles vorde tilintetgjorte, eller saaledes svækkede, at de aldrig
kunde optræde med nogen synderlig Kraft. Men inden dette skede, gik der en
lang Tid hen, i hvilken Landet sønderreves af de blodigste Fejder. Maa vi end
1 Sverres Saga, Cap. 41. Om det Slags Klædningsstykke, der kaldtes hekla, se ovenfor B. VI. S. 427.
1 For Ex. Ulf af Lauvnes, der udtrykkelig kaldes «Thorparesøn»; efter al Rimelighed bleve vel ogsaa
flere af de mange Arbejdsmænd fra Gauldalen, navnlig den oven omtalte Eyvind, befordrede til højere
Værdigheder. Man behøver desuden kun at see Navnene paa flere af Birkebeinernes Høvdinger, for strax
at føle, at de maatte have sin Oprindelse fra de lavere Klasser, f. Ex. Hide, Hjarrande Hvida og deslige.
8 — Munch: Det norske Folks Historie. VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
