Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1181. MAGNUS HJEMSØGER SVERRE I BERGEN 115
Aldrig havde de været værre farne, end efter Flugten ved Hattehammeren, indtil
de sejrede ved Hirtebro. De havde allerede vendt Magnus Ryggen øster i Viken,
og flygtede de anden Gang uden Sverdslag, vilde der efterdags kun staa liden
Skræk af dem. Hertil svårede mange, at de vistnok havde mest Lyst til at flygte
bort, men at de vilde finde sig i hvad Kongen bestemte; Mandskabet begyndte
imidlertid at knurre over at de skulde kjæmpe mod saa stor Overmagt. Da sagde
Sverre: «Med Guds og den hellige Olafs Vilje agter jeg nu at stride med Kong
Magnus, og ikke lade mig længer jage langs Landet. Vistnok er der stor Folke
mon, men saa ere og vore Skibe saa store og vel bemandede, at Heklungerne nok
skulle komme til at mindes, hvorledes Birkebeinerne kunne faa Sverdene til at
bide. Lad dem end prøve det samme som før ved vore Møder, at de maa vige
tilbage. Vel ere de hvasse til at hugge ind i Begyndelsen, men saa holde de ikke
ud i Længden, I derimod ere saa meget ihærdigere og ivrigere, som Faren er
større og langvarigere. Det kan jeg og sige Eder, at i deres Hær er det vist anden
hver een, som strax bliver bange, naar han seer Eder byde Trods; flere ville
længes efter at komme paa Flugt, end gaa imod Eders Vaaben. Jeg har det visse
Haab at vi sejre over dem, og I veed, at det sjelden har slaaet fejl, hvad jeg
har forudsagt om Udfaldet af de Slag, vi have havt at beståa. Nu, som før, sætte
vi vor Lid til Gud og hans hellige Mænd, ej til Folketallet. Jeg henskyder min
Sag til den almægtige Gud, den hellige Kong Olaf og den hellige Sunniva: jeg
beder om at dette Møde mellem Kong Magnus og mig maa løbe saaledes af, som
Gud veed at han eller jeg har Ret at fare med!» Denne Tale vakte stort Bifald,
og man raabte: «Tak, ædle Konge, for dine Ord; det har aldrig slaaet fejl, naar
du har lovet os Sejr; den være Niding, som ikke vil stride og falde med Ære, hvis
der ej er andet for, heller end at flygte med Angst og Rædsel.» Kongen takkede
dem for deres kjekke Svar, og gav Befaling til at ro ud mod Fienden; han vilde
ikke at Skibene skulle tenges eller bindes sammen, men at enhver skulde lægge
sit Skib frem, som han var Mand til. De roede frem foran Nordnes, og det vårede
ikke længe førend de saa Magnus’s Skibe komme fiem om Hvarven og stevne
hen mod Vaagen, idet de firede Sejlene ned saa hurtigt som muligt. Ogsaa Magnus
lod nu blæse til Samtale, og ytrede følgende Ord: «Endelig see vi da Birkebei
nernes Skibe, og Lykken er vel os nu saa gunstig at vi komme til at slaas med
dem, skjønt de længe have ladet sig jage af os i Vaar. Jeg behøver neppe at egge
Eder til at søge kjekt frem mod Birkebeinerne, da der er faa blandt Eder, som
ikke have Frænders Drab eller andre Mishandlinger at hevne. Nu synes Øje
blikket at være kommet til at de lide den samme Spot og Skade, som vi have
maattet døje af dem. Vistnok ere Vilkaarene ulige paa begge Sider, da de, som
9 — Munch: Det norske Folks Historie. VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
