Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN OG SVERRE SIGURDSSØN
120
Gjesterne haardt til Rette fordi de havde krøbet om mellem Riis og Krat efter
nogle Sølvpenge, men ladet Orm slippe bort. Sandsynligviis har Orm faaet sig
en Baad nede ved Alvøen eller Hetleviken, hvormed han har fortsat Rejsen syd
over, thi Almuen paa denne Kant var overalt Kong Magnus ivrigt hengiven.
Birkebeinerne erobrede i Alt 18 af Magnus’s Skibe, som de bragte ind til Byen.
De gjorde ogsaa i det Hele et rigt Bytte, thi Magnus havde været vel forsynet
med Penge og andet Løsøre1.
25. Magnutfs andet og heldigere Forsøg paa at sætte sig fast i Bergen.
Sverre begiver sig tilbage til Throndhjem.
Kong Magnus flygtede, uden at standse, lige til Stavanger, hvor ogsaa de
øvrige Folk og Skibe, der havde reddet sig fra Slaget, efterhaanden kom sam
men. Biskoppen i Stavanger var paa den Tid Erik, en Søn af hiin Ivar
Skrauthanke, der havde været Biskop i Throndhjem før Reidar2. Eriks Formand,
ved Navn Aamunde, var endnu ikke død, men havde allerede for over ti Aar
siden, uvist hvorfor, taget sin Afsked, eller i det mindste faaet Erik ved sin Side
som Koadjutor3. Denne, der ligesom den hele Gejstlighed var paa Magnus’s Parti,
og som har vundet sin største Navnkundighed ved den Udholdenhed, hvormed
han søgte at modarbejde Sverre, tog meget venligt imod Magnus, og opfordrede
ham paa det indstændigste til strax at vende tilbage til Bergen igjen og overfalde
Birkebeinerne, førend de endnu vel havde pustet ud efter den foregaaende Kamp,
eller vare forberedte paa en ny. Denne Opfordring faldt godt i Magnus’s Øre,
1 Sverres Saga Cap. 53.
2 Om Ivar, se ovenfor, B. VI. S. 215, 276. At Erik var hans Søn, siges udtrykkeligt i Inge Haraldssøns
Saga Cap. 11, Snorre Cap. 10. Ivars Fader, Kalf vrange, var en Islænding. Ivars Broder, Jon Kauda,
var gift med en Datter af den throndhjemske Høvding Saada-Gyrd.
8 De islandske Annaler nævne nemlig ikke Aamundes Død førend 1183. Og man har desuden et Brev
fra Pave Alexander d. 3die, dateret Tusculanum d. 7de September 1171 eller 1172, til Erkebiskop Eystein
og «A», (dette maa være Aamunde), forhen Biskop i Stavanger, hvori han anmoder dem om at tillade Mun-
ken Nikolaus, en Estlænder af Fødsel, at ledsage den til Biskop i Estland udnævnte Fulko fra Troyes, og
være ham behjelpelig ved Missionsverket, Sirmond. 111. 870, Liljegren Dipl. I. 88, Suhm og Schøning «For-
bedringer» etc. S. 426. Af dette Brev seer man, at Aamunde allerede da havde resigneret fra Biskopsstolen.
Da der er Tale om en Munk, over hvem Aamunde eller tilligemed Erkebiskoppen havde Autoritet, men
som dog endnu ikke paa den Tid fandtes noget Kloster i hele Stavangers Stift, skulde man næsten formode
at Aamunde, efter at have resigneret, var gaaet i Kloster og da sandsynligviis i Elgeseter, hvor han maa
have været Prior: med mindre Nikolaus hørte til et andet Kloster, og kun midlertidigt befandt sig i Aamun-
des Tjeneste: det første er dog det rimeligste. For Resten har allerede Thormod Torvessøn (111. 615) paa
dette Sted i Sverres Saga urigtigt læst Erkibiskup i Stedet for Eirikr biskup, og er derved kommen i den
Tro, at det var Erkebiskop Eystein, som modtog Magnus i Stavanger, uagtet det siden udtrykkeligt siges
at han i hele 3 Aar fra 1180—83 var borte fra Norge. Fejltagelsen er siden gaaet over til Schønings «For-
bedringer» S. 440 og Suhms Historie VII. 641.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
