Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN OG SVERRE SIGURDSSØN
134
linghellen1, men som de nærmede sig den anden Side, stod Fartøjet med eet stille.
Ingen kunde skjønne hvoraf det kom, nogle troede at der var kommen Hærfjeter8
over dem, og at Døden var dem alle vis: da opdagede de, at de havde glemt at
hale op et Anker, der hang ned fra Bougen, og som greb fat, da det blev mere
grundt. De kappede i Hast Ankertouget, og kom da strax i Land. Ottar og Eyjulf
holdt sig sammen, og løb afsted af alle Kræfter i den tykke Sne, som just var
falden. Nær vare de blevne indhentede af de Heklunger, der imidlertid havde
landet ved Bakke, og stevnede op ad Vejen forbi Erlendshaugen, dog fik Eyjulf
og Ottar Forspringet, og kom uskadte til sine Folk, der samlede sig i en Dal neden
for Berg. Da de nu vare femten i Tallet, vilde Ottar at de skulde vove en Dyst
med de Heklunger, der forfulgte dem, men Eyjulf fraraadte det. «De», sagde han,
«ville faa Forsterkning, os derimod tør ingen komme til Hjelp.» De flygtede der
for videre op til Klæbo, og derfra over Nidelven til Gauldalen. Her samledes
efterhaanden alle Flygtningerne, og toge Vejen gjennem Soknedalen til Opdal,
for at drage videre over Fjeldet til Oplandene.
Imidlertid sværmede Heklungerne om i Byen, og dræbte alle de Birkebeiner,
de forefandt, thi om Grid nyttede det ej at bede. Søndagen holdt Kongen Rast
i Byen, men sendte Bud ud til Orkedalen, at han vilde komme der Onsdagen efter
(24 Februar) og holde Thing med Orkedølerne; ligesaa lod han Gauldølerne til
sige til Thing i Byen næste Fredag (26 Februar). Orkedølerne vovede ikke at
sidde hans Befaling overhørig, og da Kongen om Onsdagen kom til Thinget, fandt
han Bønderne samlede. Han talte da saaledes til dem: «Det er nu saa længe siden
at I, Thrønder, og jeg holdt Thing sammen, at I vel neppe mindes det. I hele tre
Åar have I ikke ydet mig det mindste af hvad det var Eders Skyldighed at udrede.
Nu vil jeg derfor, at I skulle gjøre Rede og Rigtighed for al den Leding, fuld Ålmen
ning, som I vare pligtige at udrede for dette sidste Aar saa vel som de to forrige,
og dertil for alle andre Afgifter og Udredsler, af hvad Navn nævnes kan, Land
skyld, Sagefald o. s. v., som I skylde Eders retmæssige Konge, men som I nu
have ydet vore Fiender, hvorfor jeg ønsker Eder Guds Vrede saa vel som min».
Han blev nu heftigere og heftigere i sin Tale,, og tilsidst saa vred, at han bandede,
saa at Bønderne en Stund næsten troede at han vilde anfalde og dræbe dem. En
Bonde, ved Navn Roe paa Kjarstad i Meldalen, tog da til Orde, og bad ham for
unde Bønderne Fred og Grid samt nogen Frist med Udbetalingen. Kongen sva
1 Altsaa nøjagtigt paa det Sted, hvor Broen nu er.
8 Ved Hærfjeter (herfjotur) forstod vore Forfædre egentlig den paniske Skræk, der lammer enhver
Muskel og hindrer enhver Bevægelse, eller, som man endnu hos os siger, «forfjetrer» Mennesket. En saadan
Skræk paakom stundom, meente man, dem der deeltoge i en Kamp, især første Gang; derfor kaldte man
den «Krigsskræk» eller Hær-Fjeter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
