Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1184. MAGNUS VENDER TILBAGE TIL NORGE 153
Gautssøn fra Ænes, Asbjørn Jonssøn, og Hallkell Jonssøn, der maaskee paa denne
Tid, eller under Opholdet i Danmark, havde egtet Kongens Syster Fru Ragnhild,
der havde været bestemt for Vidkunn Erlingssøn1. Blandt andre Høvdinger i
Magnus’s Følge nævnes en Harald, der skal have været en Søn af Kong Inge,
saa utroligt det end synes, at denne skulde have efterladt sig Børn. Overhoved
havde Magnus alle sine bedste Folk med. Ofte holdt han Huusthing og talte for
sine Mænd; hans Taler vare just ikke lange, men hvad han sagde, var godt og
fremført med Værdighed; det optoges ogsaa med meget Bifald. Her i Kongehelle
fik Kongen ogsaa Besøg af den islandske Skald, Maane, der just var kommen
tilbage fra en Pilegrimsrejse til Rom, og i en yderst daarlig Forfatning, uden
Klæder og Penge, saa at han havde maattet betle sig frem. Men han hilste Kongen
meget høvisk, og gav ham strax en Prøve paa sin Dygtighed, deels ved strax
at kvæde Halldor Skvaldres «Utfare-Draapa» om Kong Sigurd Jorsalafarers Kors
tog, deels ved at improvisere nogle Skjemtevers om et Par omrejsende Spille
mænd, der just vare inde i Stuen med Smaahunde, som de havde afrettet til at
gjøre Kunster, medens den ene spillede paa Gige, den anden paa Pibe. Magnus
tillod Maane at følge med til Bergen, hvor han agtede sig hen2. Fra Kongehelle,
hvor Flaaden forøgedes med tvende Islandsfarerskibe3, drog Magnus først nord
over til Tunsberg, hvor han ligeledes fandt den bedste Modtagelse, og hvor mange
Folk kom ned fra Landet til ham. Ogsaa her holdt han Thing, og bad om Mand
skab og Skibe, idet han lovede, hvad der kunde synes vel dristigt, ikke oftere
at plage dem med slig Anmodning. Han undrede sig ikke, sagde han, om man
tilsidst blev kjed af at ro Leding med ham, saa ofte som dette løb uheldigt af,
men siden han nu engang var salvet og kronet til Kongedømmet, vovede han ej
at bryde de Eder, han ved den Lejlighed havde aflagt, men vilde see til med Odd
og Egg at vinde Riget tilbage, saa længe Gud forundte ham at leve og Landets
Folk gjorde fælles Sag med ham. Ellers var det jo langt mageligere og sikrere
for ham at modtage Len af sin Frænde Valdemar4. Disse hans Ord vandt alles
Bifald. De vilde, sagde de, tjene og følge ham, og heller dø med ham, den rette
Konge, end at tjene hiin Prest, der ingen Æt havde til at være Konge. Tuns
bergs Borgere viste ogsaa deres Iver for ham i Gjerningen ved at udruste og
1 Man finder ikke Ragnhild omtalt i Sagaen efter Beretningen om Vidkunns Død førend ved 1191:
da heder det, at Hallkell var gift med hende, Sverres Saga Cap. 118.
8 Sverres Saga Cap. 85. Dette omtales ellers kun i et eneste Haandskrift.
8 At de vare Islandsfarerskibe siges kun i Flatøbogen. De hed Keipan og Vallabussen.
* Her staar der atter i Sagaen «Kong Valdemar»; men efter hvad ovenfor er anført skulde det enten
være «Kong Knut», eller, hvad der er rimeligst, Hertug Valdemar, der, skjønt endnu ikke formelig udnævnt
til Hertug, dog i Diplomer fra denne Tid fører Hertugstitlen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>