Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVERRE SIGURDSSØN
164
Tidligt den næste Morgen (Løverdag d. 16de Juni) lod Kongen blæse til Huus
thing. Her stod han op og talte saaledes: «Gud selv skulle vi takke for vor Sejr,
thi han har nu i dette Slag meget tydeligere end før rakt os sin hjelpende Haand.
Vi kunne ikke tilkjende os Sejren anderledes, end at den fornemmelig skyldes
Guds Vilje og hans Tilskikkelse. Til Gjengjeld skulle vi ogsaa takke ham, som
det sig hør og bør, i Ord og Gjerning. Dette skeer først og fremst ved at vi holde
vort Løfte til alle dem, vi have skjenket Grid, dernæst, at vi komme de Saarede
til Hjelp, og endelig at vi skaffe alle de Lig, vi finde, en christelig Begravelse.
Jeg befaler paa det indstændigste alle mine Mænd, at de lede efter Ligene her
ved Stranden, paa hvilken Maade og med hvilke Redskaber, Enhver veed eller
kan anvende. Derved handler man ej alene Gud til Velbehag, men har endog selv
Udsigt til at vinde Gods eller Guld, thi alle have vel havt noget Gods paa sig,
enkelte endog meget. Nu formoder jeg dog, at vi endelig engang have faaet Herre
« Omtrent paa samme Tid (c. 1180) var det at hiin saa berygtede Prest Sverre, der kaldes Birkebein, frem-
stod som Kronprætendent i den Deel af Germanien, der kaldes Norge, og efter at have herjet en Tidlang
som saadan, endelig efter Kongens Fald erholdt Kongedømmet, som om det var paa lovligt Viis; skjønt
det er at haabe at det med Guds Vilje tåger samme Ende med ham, som med andre Konger i hiint Land.
Der fortælles nemlig, at i de sidste 100 Aar, ja længere tilbage, have Konger i Mængdeviis fulgt paa
Konger, uden at nogen af dem er død af Alderdom eller Sygdom, men alle ere faldne for Staalet, efter-
ladende Tronen som Bytte for deres Drabsmænd, som om de vare deres lovlige Arvinger, saa at man
om alle dem, der i den lange Tid herskede der, kan sige som der staar skrevet: Du har ihjelslaaet og
tilmed taget en Ejendom (1 Kongernes Bog 21, 19). Da dette skjendige Uvæsen ved den langvarige
Sædvane ligesom var blevet en Lov, søgte endelig Rigets Stormænd i deres fromme Iver at raade Bod
derpaa, idet de lode en ny Konge højtidelig salve, indvie og krone, for at ingen efterdags skulde vove
at lægge Haand paa Herrens Salvede. Hidtil havde endnu ingen der været indviet til Fyrste paa kirkelig
Viis, men enhver, der i Spidsen for en Oprørsflok havde dræbt Kongen, tiltog sig netop derved den
kongelige Magt og Værdighed, som han en føje Tid derefter igjen paa samme Viis maatte efterlade
sin Drabsmand. Nogle have troet, at hiin Undladelse af Kroning havde sin Grund i christelig Eenfold,
saasom nemlig ingen af de foregaaende Konger havde fortjent at krones. Saaledes, da Haakon, som havde
fulgt efter den af ham fældede Kong Inge, var dræbt, og Tronen fandtes at tilkomme en Dreng ved
Navn Magnus, Inges Frænde, lode Rigets forstandigste og mest anseede Mænd denne Dreng højtideligt
indvie til Herrens Salvede, og krone. Derved troede de at have faaet en retlig beskikket Fyrste, og at
den gamle Uskik var afskaffet. Men da samme Magnus allerede var bleven voxen, og med megen Dygtig-
hed og Held havde regjeret i nogle Aar, saa at man allerede troede sig sikker mod alle Oprørs-Urolig-
heder, da var det, at Djævelens Ondskab indgav hiin Prest, som hans eget Redskab, at forstyrre det
christne Folks Fred. Efterat han en Tidlang havde gjort Tjeneste i den hellige Orden, han i Kirken havde
faaet, begyndte den højst forvovne og forslagne Mand med den ham egne Selvtillid at tragte efter Konge-
dømmet. Snart havde han gjennemrejst det hele Land, og var ikke seen til at udføre sin Plan; han samlede
ved de listigste Kneb en stærk Hob af forvovne Røvere og slette Karle, hvormed han, søgende Skjuul
og Værn i uvejsomme Ødemarker, foruroligede Kongen ved hyppige Overfald. Da Kongen forfulgte ham
med en ordentlig Hær, tog han paa Skrømt Flugten, men lagde sig i Baghold ved et Pas, hvor han
var godt kjendt: der overrumplede han den kongelige Hær og tilføjede den, indkneben som den var, et
saadant Nederlag, at Kongen selv maatte skjule sig blandt de Faldnes Dynger, og med Nød og neppe
undkom, da Fienderne droge bort. (Her sigtes, som man seer, til Slaget ved Hirtebro). Ved dette Held
steg hans Mod, og hans Kræfter tiltoge Dag for Dag, indtil han omsider endog fik sig en Flaade, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
