Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
1190. VARBELGERNES OPSTAND
var baade haard og langvarig, men Tunsbergsmændenes Skibe var større og højere,
og dette gjorde Udslaget, saa at Mandfaldet omsider vendte sig paa Varbelgernes
Side, og deres Skibe ryddedes. Der faldt Simon Kaaressøn, Ølve af Gudrann,
og de fleste af Varbelgerne, kun faa undkom. Nede under Dækket paa Simon
Kaaressøns Skib fandt man den lille Vikar, Varbelgernes Konge, der uden Barm
hjertighed og tillige, som det synes, uden al Nødvendighed blev dræbt: man kan
alene undskylde denne Grumhed med at den blev begaaet, medens Sejrherrernes
Sind endnu var i Oprør efter den hidsige Kamp. De gjorde et betydeligt Bytte,
og indlagde sig for øvrigt megen Ære ved den Raskhed, de i denne Ferd havde
udviist1.
Samme Sommer (1190) viste en ny Flok sig øster paa Marker. Dens Høvding
hed Thorleif Breidskegg, en forhenværende Munk, der gav sig ud for en Søn af
Kong Eystein Haraldssøn, og anførte til Beviis derpaa, at der mellem hans Skuldre
fandtes et korsformet Arr; Kong Eystein var nemlig, som vi have seet, bleven
dræbt ved at hugges i Kors mellem Skuldrene2. Denne Flok var ellers ikke synder
lig sterk, og for saa vidt bedre end de forrige, som dens Høvding ej tillod den
at plyndre; den kom ned i Viken, foor nok saa spagfærdigt frem, og betalte for
sine Fornødenheder, saa længe den havde noget at betale med. Men dette vårede
ikke længe, og da Folkene ej fik Lov til at plyndre, gave nogle af dem sig til at
stjæle. Siden vendte Flokken tilbage igjen til Marker, og holdt sig der, vistnok
heel kummerligt, Vintren over saavel som den følgende Vaar. Der gik den Tale
om Thorleif, at hans Liv skulde være saa exemplarisk, at det snarere lignede en
Klostergejstligs, end en Lægmands, at han derhos skulde være saa klog, at intet
kom ham uventet, og endelig at hans Veltalenhed var saa stor, at ingen, der hørte
ham tale, kunde vredes paa ham. Disse foregivne store Egenskaber frelste ham
dog ikke fra et Angreb af Bønderne, der en Sommernat overfaldt Flokken i en
Skov, hvor den havde lagt sig til at sove, og dræbte baade ham og de fleste af hans
Mænd; kun enkelte undkom i Skoven (1191). Det viste sig da, at alle hine Rygter
om Breidskegg var reent Opspind, thi hverken saa man noget Tegn til, at han
havde ventet dette Angreb, eller hørte noget Ord af hans Mund, der kunde for
milde hans Fiender. Imidlertid opkom der efter hans Fald et Rygte om at han
skulde være hellig, og at der brandt Lys over hans Grav. Dette benegtede dog
Hofskalden Blakk, og kvad et Vers derom, ja han gjorde sig endog den Umag
at digte en heel saakaldet Ervedraape eller Gravsang om Breidskegg, i hvis Stev
eller Omkvæd det hed, at der ved Fredsspilderen Breidskegg, medens han levede
her paa Jorden, var lidet Godt, men megen Indbildskhed3.
1 Sverres Saga, Cap. 114. *Se ovenfor B. VI. S. 302. » Sverres Saga Cap. 116.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
