Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1190. STRID OM BESÆTTELSEN AF STAVANGERS BISKOPSSTOL 241
foreskriver os desangaaende. Men derover blev Fyrsten opbragt paa os, og med
ham hele hans Hær, han paastod nemlig, at i saadanne Sager behøvede man ej
at adspørge den apostoliske Gunst, da alle andre Konger havde Ret til, naar,
hvor, og af hvem de ville, at lade sig meddele Salvingens Sakrament»1. Da Spørgs
maalet om den fordoblede Sagefaldsberegning i Erling skakkes Tid netop sattes
i Forbindelse med Kroningen, ligger den Slutning temmelig nær, at ogsaa hiint
Spørgsmaal mellem Erik og Sverre ved samme Lejlighed er kommet paa Bane,
og at den Ordvexling, som herved opstod, ogsaa kan have havt sin Deel i at sætte
ondt Blod mellem Erkebiskoppen og de Kongen übrødeligt hengivne Birkebeiner,
men at Erik ej har fundet det passende eller raadeligt, at berøre den Sag i Skrivelsen
til Paven2. Strax efter blev Besættelsen af den ved Eriks Forflyttelse til Nidaros
ledigblevne Biskopsstol i Stavanger et nyt Stridsspørgsmaal. Den stod en kort
Stund ledig under Eriks egen Bestyrelse, indtil, som han siger i Brevet, «baade
Gejstligheden og Folket eenstemmigt valgte til Biskop en Mand, der baade med
Hensyn til sit Liv og sin Lærdom dertil var skikket»3. Denne Mand var ingen
anden end Niholas Arnessøn af Stodreim, Kong Inges og Orm Kongsbroders
Halvbroder, der som saadan havde været en af Sverres bitreste Fiender og ivrig
Tilhænger af det forrige Regjeringssystem, ja som ikke engang var Gejstlig, men
derimod endog havde ført Vaaben mod Kongen, f. Ex. i Slaget paa Ilevollene.
Han havde sikkert, ligesom de øvrige fornemme Mænd af dette Parti, holdt sig
til Magnus, saa længe denne levede, men derimod, som vi allerede ovenfor ytrede4,
efter Magnus’s Fald sandsynligviis underkastet sig Sverre og ikke deeltaget i
Kuvlungernes Oprør, da han ellers formedelst sin høje Byrd og store Anseelse
upaatvivlelig maatte have været nævnt som en af deres fornemste Høvdinger.
Der tales ikke tidligere om, at han havde faaet nogen lærd Opdragelse, men en
saadan maa dog være bleven ham til Deel, siden Erik udtrykkeligt taler om hans
Lærdom, og han i modsat Fald neppe engang kunde blive valgt; men det er
rigtignok ogsaa muligt, at han først har benyttet den ufrivillige Ro, han fik efter
Magnus’s Fald, til at lægge sig saa vidt efter de for en Gejstlig nødvendige Kund
skaber, at man til Nød havde noget at paaberaabe sig; for en saa højbyrdig Mand
som han behøvedes der vel ikke saa meget, da det hele var en Parti-Sag, man
1 Abbed Villjams Brev i Langebeks Ser. R. D. VI. S. 20, 21.
8 Ogsaa Villjam af Newbury 1. c. omtaler at Erkebiskoppen ikke vilde krone Sverre, og derfor blev
jagen i Landflygtighed af ham. Men han omtaler det strax efter Sverres Giftermaal med «filia regis Go-
thorum», (her menes Margrete af Sverige), og før Kuvlungernes Opstand; det heder endog om denne «post
aliquot annos», hvilket, med Hensyn til Eriks Landflygtighed, ja endog til Sverres Giftennaal, er urigtigt.
1 Erkebiskop Eriks, af Abbed Villjam konciperede Brev, 1. c.
* Se ovenfor S. 184.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
