Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1191. ERKEBISKOP ERIK HOS ABSALON 253
lighed understøttede dem, er man næsten berettiget til at slutte af de ligefremme
Beskyldninger, Kong Sverre senere gjorde ham, som vi strax nedenfor ville see.
Den Understøttelse, som virkelig blev Biskop Valdemar til Deel fra Norge, maatte
i alle Fald fjerne alle de politiske Hensyn, som maaskee ellers kunne have bragt
Absalon til at udsætte sin aabenbart fiendtlige Optræden mod Sverre, medens
tillige den tilsyneladende Fremgang, Øyeskeggerne havde i Slutningen af Aaret
1193, da de nemlig underlagde sig hele Viken og største Delen af Gulathings
lagen, nok kunde bringe ham til at ansee Sverre for mindre farlig, end det ellers
vilde have været Tilfældet. Det maa da have været omtrent i Begyndelsen eller
første Halvdeel af Aaret, at begge Erkebiskopper, som Sagaen beretter, sendte
Mænd til Rom med Breve til Paven, hvori alt hvad der var passeret mellem Sverre
og Erik, var skrevet efter dennes eget Vidnesbyrd1, hvilket vel vil sige, at Brevet
indeholdt det samme, som det tidligere Brev til Pave demens, der ej havde
baaret nogen Frugt. Og Brevet maa derhos, som man af Følgerne kan see, have
indeholdt en bestemt Anmodning, deels om pavelig Bekræftelse paa de Fordringer,
Erik opstillede, deels om Fuldmagt til at exkommunicere Sverre, hvis han ikke
gav efter. Denne Gang gjorde begge Erkebiskoppers forenede Forestillinger bedre
Virkning, hvad enten nu Paven ej længer kunde lade Sagen saaledes gaa hen,
eller han, hvad der er Grund til at antage*, virkelig var omstemt med Hensyn
til Biskop Valdemar. Vi have endnu en pavelig Bulle, der øjensynligt er frem
kaldt ved hine Skrivelser. Ved denne Bulle tåger Coelestin Erkebiskop Erik og
hans retmæssige Efterfølgere i St. Peters Beskyttelse, og bekræfter tillige Erke
stolens Privilegier i deres videste Udstrækning. Da denne Bulles Bestemmelser,
endog Ord til andet, danner Grundlaget for de Fordringer, Erkestolen senere
opstillede, og de Indrømmelser, som denne ihærdigt søgte at faa Kronen til at
gaa ind paa, indtager den en vigtig Plads i vor offentlige Ret, og dens Indhold
bør derfor nærmere kjendes. Efter at Paven først i almindelige Udtryk bekræfter
Erkebiskoppen og den ham underlagte Kirke i de Friheder og Immuniteter, som
hidtil vare hans Kirke tilstaaede af tidligere Konger, fornemmelig Kong Magnus,
gaar han over til at opregne de særskilte Rettigheder, der, efter Udtrykkene at
1 Sverres Saga Cap. 121.
1 Se herom Suhm, Historie af Danmark, VIII. S. 289. Maaskee at det oven nævnte Brev fra Kong
Knut, der endog efter al Rimelighed er sendt med samme Lejlighed, som Erkebiskoppens, har bidraget
til at omstemme Paven. «Vi anraabe eder», slutter dette Brev, «atter og atter, at den faderlige Hen-
givenhed lader sig optø ved Sønnens Bønner, saa at den Bitterhed, vi føle over at Retfærdighed ej vises
os, kan formildes ved eders Velsignelse, idet I lade os nyde Ret. Vi bede derfor eders Mildhed at lytte
til vore Bønner, og tåge Hensyn til vor salige Faders Minde, der, saa længe han levede, var eder saa
hengiven, paa det at vi, ligesom vi før have viist de apostoliske Bud Ærbødighed, kunne for Frem-
tiden være endnu villigere og pligtskyldige til at udføre dem».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
