Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340 SVERRE SIGURDSSØN
i saadan Skynding, at de, som stode øverst, styrtede ned paa dem, der stode ne
denfor, og de faldt over hinanden i Bakkerne. Imidlertid vovede dog ikke Bøn
derne at forfølge dem, da de saa Birkebeinernes Hovedhær nærme sig. Sverre
red hen mod de flygtende, og skammede dem ud. «Tvi vorde eder», sagde han,
«som rende her, saa at den ene ligger over den anden, see I da ej, at ingen for
følger eder?» Han lod blæse hele Hæren tilbage til Martestokke, og det viste sig
nu, at der paa Rygenbergene kun var faldt 17 Mand, men alle sammen Hirdmænd,
og mange vare saarede. Kongen søgte, saa godt han kunde, at sætte Mod i sine
Folk. «Værer ved godt Mod, gode Halse», sagde han, «skjønt vi have faaet nogle
Slag; sligt treffer ofte paa Søen, sagde Selen, blev skudt i Øjet. Den Fordeel,
Bønderne kunne vente over os, have de nu allerede faaet, og nu er den Drøm gaaen
i Opfyldelse, som jeg drømte i Nat, nemlig at jeg ejede en Bog, saa stor at den
naaede over hele Landet, men med ganske løse Blade, og at eet Læg af den var
bortstjaalet; det betegnede at Bønderne nu have taget mine Mænd. Men ræddes
ej for Bøndernes Hær; jo flere de ere tilhobe, jo værre Ufærd skulle de faa». Han
gav derpaa Befaling til at stevne op efter Vejen og bestige Bjerget, hvor det var
lavere, lidt længer mod Øst. De vare imidlertid ikke komne langt op, førend de
saa Bondehæren mod Nordvest; den strakte sig nu lige til Søen, saa tæt, som om
man saa i en Skov. Kongen besluttede at ile imod den, men lod sine Sønner Sigurd
og Haakon med deres Tropper blive tilbage paa Martestokke for at hindre Øst
lændingerne oppe paa Rygenbjergene fra at falde ham i Ryggen. Da Kongen kom
til Broen over Frysja1, fandt han den modsatte Bred saa sterkt besat af Bønderne,
at han ikke kunde komme over; efter at have vexlet endeel Skud med dem, hvor
ved flere bleve saarede, vendte han sig ud mod Isen, hvor allerede Vestfoldingerne,
Thelebønderne og de fra Raumarike2 havde draget sig hen; de øvrige Bønder
fulgte efter, og her samlede sig nu deres hele Hovedstyrke i saadan overvættes
Mængde, at det næsten maatte ansees for dumdristigt at binde an med dem.
Lendermanden Aale Hallvardssøn spurgte Kongen, om man ej skulde fylke.
«Nej,» sagde Kongen, «den Skik have vi Birkebeiner vedtaget, ikke at fylke, naar
vi stride til Lands, men angribe flokkeviis og med saa megen Larm som muligt;
da kan enhver holde sig saa langt fremme som han vil. Lader os falde heftigt an,
saa tænker jeg nok Bonden skal vige, thi det gaar os efter Ordsproget «Fald er
Fartens Held.» Den rette Aarsag til, at Kongen ikke vilde fylke, var dog den,
at hans Hær, skjønt den beløb sig til henimod 3000 Mand, dog viste sig saa übetyde
1 Sandsynligviis Broen ved Nedre-Fos.
* Dette viser tydeligt nok, at de fra Gjelleraasen nedstrømmende Raumarikinger havde gaaet over
Akerselven længer oppe og der forenet sig ved Vestfoldingerne og Thelebønderne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
