Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1200. BONDE OP ST AND I VIKEN 339
som Bagslag.» Svaret lød, at Valget fik komme an paa ham selv, dette vilde vel
nu, som før, være det bedste. Han spurgte da Borgerne, om det virkelig var deres
oprigtige Hensigt at staa ham bi, eller om de meente at hvert Parti fik sørge for
sig selv; «vi Birkebeiner», sagde han, «sige nu til eder, som det gamle Ordsprog
lyder, at i Nød skal man Ven nytte.» De svarede, at de efter bedste Evne vilde
staa ham bi, og dette Løfte holdt de ærligt og redeligt.
Sverre tilkjendegav nu sin Hensigt, førend Bondehobene fra alle Kanter styr
tede ind paa ham og hans Folk, at angribe og adsplitte dem enkeltviis, hvorfor
han nu først vilde vende sig imod den Hob, der laa oppe ved Rygenbergene. Han
gav altsaa sin Hær Befaling at sætte sig i Bevægelse derhen, men bød den at tåge
Vejen norden om Nonneseter og oven om Byen, uden at drage gjennem denne;
tillige lod han en Trop Oplændinger, under Anførsel af Paal Belte, gaa paa Ski
op ad Dalen og op paa Rygenberget ovenfor Fienden, for at undersøge, hvor
mandsterk denne var, og i en Hast give Besked derom. Der var nemlig falden
meget Snee, saa at der var godt Skiføre, medens man uden Ski sank dybt i, saa
snart man traadte udenfor Vejen. Da Paal kom op paa Højden, begyndte det
netop at blive lyst, og da Vejret var klart, kunde han see ud over hele Dalen.
Men han saa nu, at der lige fra Gjelleraasen til Frysja (Akerselven) og hiinsides
denne1 lige til Akershagen aldeles mylrede af Folk, saa at altsaa nu ogsaa Rau
merne (de fra Raumarike) vare komne til og havde forenet sig med dem, der vare
komne vestenfra, og saaledes ikke, som han havde haabet, havde vendt om igjen
fra Solanger. Paal ilede tilbage med denne Etterretning til Kongen, som han traf
oppe paa Martestokke. Kongen holdt stille og hørte paa hvad Paal berettede,
medens hans Banner og Spidsen af hans Hær allerede søgte op ad Dalen og be
gyndte at bestige Bjerget. Nogle holdt sig til Kjørevejen, andre derimod kløv
op ad saa bratte Skrenter, at man let kunde staa paa Knæ med den ene Fod, medens
man stod oprejst med den anden. Stillingen kunde ikke være ufordeelagtigere.
Bønderne, der stode ovenfor, benyttede sig deraf, raabte Hærskrig, løb frem paa
Bjerget, og sendte Pile og Spyd i Mængdeviis ned over Birkebeinernes Hoveder,
medens de, der stode længer vestover, paa Højden, endog kunde skyde dem i
Ryggen. Vejen selv var ikke bredere, end at i det højeste fem kunde gaa jevn
sides, og dertil brat. Mange af Birkebeinerne bleve saarede, og nogle faldt, blandt
dem den som bar Merket. Bønderne søgte at faa det fat, og det blev en haard
Kamp, førend det lykkedes Birkebeinerne at faa det tilbage. At komme op paa
Højden var dem en Umulighed, og de maatte tåge Flugten. Dette skede endog
1 At de vare komne over Akers-Elven, sees af det følgende. De maa altsaa have gaaet over længer
oppe, rimeligviis ved Vojen.
23 — Munch: Det norske Folks Historie. VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
