Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVERRE SIGURDSSØN
354
af denne Etterretning, lod Sverre længer ud paa Høsten, i en belgmørk Nat, en
Mand ved Navn Svein Munke snige sig op paa Borgen, medbringende et tykt og
langt Toug, som han, uden at blive bemerket, fik fastgjort om den ene af Ka
stellets Hjørnestave, medens over 120 Mand nedenfor holdt i den anden Ende,
og paa et givet Tegn begyndte at hale af alle Kræfter. Kastellet begyndte allerede
at vakle sterkt, og Baglerne, som vare der inde, bleve meget forfærdede: da brast
uheldigviis Touget. Svein kom selv uskad ned ad den østlige Side af Bjerget,
efter at have dræbt to af Baglernes Vagtmænd, som han forefandt der. Andre
Midler, som Sverre anvendte for at fremskynde Bjergets Indtagelse, mislykkedes
ligeledes; han lod blandt andet indrette et Stormtag af Træflager, hvilende paa
tykke Stave; men det viste sig at være for tungt og uhaandteerligt til at kunne
bruges med Fordeel i de stejle Kleve under Kastellet. Dagligdags vexlede man
Skud med hverandre, men Baglernes højere og mere dækkede Standpunkt gjorde
at Fordelen ogsaa her sædvanligviis var paa deres Side.
Deres Stilling var med alt dette heel mislig, thi af Sverres Forberedelser var
det let at skjønne, at han havde indrettet sig paa en langvarig Belejring, og naar
de ej fik Undsætning, vilde Hungersnød uundgaaeligt indfinde sig og tvinge dem
til Overgivelse. Det var derfor Reidar højst magtpaaliggende at underrette Inge,
Sigurd og de øvrige Baglerhøvdinger om den Knibe, hvori han befandt sig, og
snarest muligt skaffe ham Hjelp. Det var en udtrykkelig Aftale mellem dem, at
naar den ene behøvede den andens Bistand, skulde denne strax være rede. Men
det vanskeligste var at faa sendt Bud fra Bjerget, saa strengt indesluttet som
det var af Birkebeinerne. Paa Landsiden var det aldeles umuligt, thi der dannede
Palissaderne og Graven en uoverstigelig Hindring; den eneste tænkelige Udvej
var paa Søsiden, skjønt Birkebeinerne ogsaa her om Natten holdt Vagt paa nogle
Skuder. Forsøget maatte dog gjøres, og den kjekke Thord Dokka lod sig i en
mørk Nat, selv tiende, i en liden aatteroet Skude hisse ned i Søen fra Bjergets
stejle vestlige Rand1, hvorfra de nu af alle Kræfter roede over til den anden Side.
Birkebeinerne opdagede dem vel og satte efter dem, men ikke førend de allerede
havde faaet et saadant Forspring, at de uskadte kom i Land lidt ovenfor Smør
berg, hvor kun den tomme Skude faldt i Birkebeinernes Hænder. Da Sverre om
Morgenen fik dette at vide, sagde han kun til sine Folk, der allerede havde ytret
Tegn til Utaalmodighed: «der seer I, saa lejdt, som I finde det at sidde her om
Bjerget, saa finde dog de der oppe det endnu lejdere». Thord Dokkas og hans
Staldbrødres dristige Ferd bragte dog de Belejrede ingen Nytte. De kom ganske
1 Man skulde heraf formode, at Våndet i den Tid gik længer op under Klippesiden end nu, da der
gaar en Vej lige under denne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
