Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 HAAKON SVERRESSØN
som man maa antage, for at møde Biskopperne og slutte Forlig med dem. Thi
disse, som vist allerede længe havde været kede af at leve i Landflygtighed, og som
desuden Aaret forud havde tabt deres mægtigste Støtte i Erkebiskop Absalon,
der endog paa sin Dødsseng gav dem Beviis paa sin Hengivenhed ved at betænke
dem rigeligt i sit Testamente1,, modtoge med Glæde Forligstilbudet, og begave
sig endnu den samme Sommer tilbage til Norge, hvor Forliget snart kom i Stand.
De droge derpaa hver til sin Biskopsstol, medens Erkebiskoppen, uden endog at
afvente Pavens Samtykke, hævede Bansættelsen og Interdiktet, og tog, som
det heder, hele Landet i Forligelse igjen. Vi have endnu den Kundgjørelse,
Haakon udstedte i Anledning af Forliget, og erfare deraf nogenledes, paa hvilke
Vilkaar det kom i Stand. Kundgjørelsen, der er af saa meget større Interesse som
den synes heelt igjennem at være forfattet af ham selv2, er udstedt til Erkebiskop
Erik, de øvrige Biskopper, alle lærde Mænd, Bønder og Buthegne i Norge, og
begynder med en saare mørk Skildring af Tilstanden i Landet, og de Ulykker,
Borgerkrigene og Striden mellem Konge- og Kirke-Magten havde afstedkommet.
«Større Plage, Nød og sørgelig Strid», heder det, «har tynget over os og vort Land
nu i lange Stunder, end det vilde have været tilstedet, om Lykken fulgte os, ja
vi kunne desværre næsten sige at dette Land er bragt til det Yderste, hvis ikke
Gud af sin Miskund vil unde os snarlig Hjelp, thi næsten alle de ere døde, som vilde
vogte Landet og Landets Love med Retfærdighed, og vilde elske Gud og den hel
lige Kirke, men de leve tilbage, som kun tænke paa Overgreb og Uretfærdighed,
Avind og Ondskab; hverken Lærde eller Ulærde frygte mere Gud og gode Mænd,
heller lever enhver som han finder for godt under Lovløshed, thi Loven ringeagtes
og kun Ran raade, Uskikke voxe og gode Sæder ophøre, Kvinder vanæres, Kirker
opbrydes og hele Christendommen staar for Fald, hvis Gud og gode Mænd ikke
selv ikke var saa langt borte. Stedet, hvor Forliget med Biskopperne sluttedes, synes med størst Rimelig-
hed at maatte have været Tunsberg. Det var den første By, han kom til fra Vesten, og den besøgtes hyppigt
af danske Skibe.
1 Testamentet er aftrykt i Langebeks Ser. R. D. V. S. 422 flg. Blandt Legaterne, som det indeholder,
forekomme følgende: «til den ærværdige Herre Erik, Erkebiskop i Nidaros, der formedelst sin Retfærdig-
hed er landflygtig, 100 Mk. Sølv; til Biskop Njaal af Stavanger, ligesaa, til Biskop Ivar af Hamarkaupang
ligesaa, til Biskop Njaal af Oslo en Sølvskaal, og de Sølvfade, som den samme Biskop tidligere har foræret
ham selv (Absalon)». Aarsagen, hvorfor Nikolas ikke fik Penge, som de øvrige, er rimeligviis den, at han ej
saa ganske var afskaaren fra sit Biskopsdømme og Nydelsen af dets Indtægter, som de. Man seer dog heraf,
at de norske Biskopper ikke kom ganske tomhændede til Absalon: strax derpaa heder det at Absalon skjen-
kede Kongen (Knut) en prægtigt arbejdet Sølvskaal, som han i sin Tid havde faaet af Erkebiskop Erik.
Denne fik i Testamentet derhos en blak Hest, og hans Kapellan, Mag. Peter, (maaskee Peter af Husastad,
der siden blev Erkebiskop) betænktes med en Kappe, fodret med Graaskind.
1 Det er nemlig ganske affattet i den samme «særegne Stiil», med øjensynlig Stræben efter en vis «Nu-
merus», og paa de meest pathetiske Steder med Alliteration, der betegner Oversættelsen af Barlaams og
Josaphats Saga, hvorom nedenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
