Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398 HAAKON SVERRESSØN
dømmets Underkastelse under denne — en Indrømmelse, der faldt med Magnus
og Erling, og aldeles stred saavel mod det af Sverre og hans Æt opstillede stats
retlige Princip om Kongedømmets Magtfuldkommenhed, som mod den udtrykke
lige Reservation desangaaende i Forliget selv — maa man slutte, at der ved hine
Ord sigtes til alle de specielle Forrettigheder, hvori Gejstligheden i Almindelighed
og Erkestolen i Særdeleshed ved hiin Lejlighed bekræftedes, nemlig Retten til
den sølvmetne Øre i Sagefaldet, og overhoved de forhen omtalte, i den saakaldte
Sverres-Christenret indførte, Bestemmelser, der findes optagne i alle senere Af
skrifter af Frostathingsretten; ligesom man og maa antage, hvad baade de følgende
Beretninger og de senere Aktstykker vise, at Kongen ganske gik ind paa Gejst
lighedens Fortolkning af Bestemmelserne om Domkapitlernes Valgret, der ogsaa
stemmede med, hvad der nu var vedtaget over hele den romerske katholske
Christenhed. Hvad derimod Patronatsretten angaar over Kirker og gejstlige
Stiftelser, er det vel tvivlsomt, hvor vidt Kongen har givet Slip paa den i den Ud
strækning, Gejstligheden forlangte, eller saaledes som Pave Coelestin den 3die
havde opstillet i sine Privilegier for Erkesædet (se ovenfor S. 253), nemlig at
Kongen ikke engang skulde kunne udnævne Prester til de af ham selv stiftede
Kapeller. Sandsynligheden er imidlertid for, at denne Bulle netop ved denne Lej
lighed er bleven fremlagt og godkjendt af Kongen, saa meget mere som den virke
lig ikke indskrænker Kongemagten mere, end de paa de Tider herskende Fore
stillinger om Kirkens Immunitet og Uafhængighed nødvendigviis medførte, og
navnlig ved sin fuldkomne Taushed om den nys nævnte Underkastelse af Konge
dømmet under St. Olaf undgaar at opstille nogen Fordring, der med Føje kan
siges at stride mod Kongedømmets Væsen og den kongelige Værdighed. Saa meget
er vist, at om end fremdeles enkelte Spørgsmaal henskødes uafgjorte indtil videre,
bleve dog Kongen og Biskopperne nu, i det mindste tilsyneladende, de bedste
Venner, og Landet aandede igjen frit, efter at være befriet fra det nedtrykkende
Interdikt, medens Kongen, løst fra Bansættelsen, daglig saa sine Tilhængeres
Antal at tiltage, og Baglernes at aftage. Thi nu, da han havde faaet Gejstligheden
paa sin Side, og man ej længer udsatte sig for Bans Straf ved at hylde ham, stod
det enhver frit for at følge det Drag, som de fleste vistnok allerede følte til ham
paa Grund af hans personlige Elskværdighed og øvrige ypperlige Egenskaber.
Hele Landsfolket, heder det, gav sig under ham, og han blev især vennesæl og af
holdt af Almuen, da han viste sig from og venlig mod Bønderne, men holdt sine
egne Folk i den strengeste Tøjle, og refsede dem alvorligt, baade med Ord og anden
Straf, naar de gjorde Bønderne nogen Uret1.
1 Den vidtløftigere Bearbejdelse af Haakon Sverressøns Saga, Fornm. S. IX. 65, 66.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
