- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Første Deel, 2:det Bind /
112

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

’1 12 Haakon Iakc.

en mægtig Lendermand øster i Viken, og gaaet til Sængs med hans Dat-
ter Ingebjorg uden hendes Frænders Samtykke De øvrige Iomsvikinger
aflagde lignende Løfterl Den følgende Dag, da «de vare ædrue, fandt de
selv at de havde taget Munden noget for fuld; men Løfterne vare nu en-
gang aflagte, og maatte holdes. Det eneste, de kunde gjøre for at de ikke
skulde faa altfor stor Overmagt at kæmpe med, var at komme uforvarende
over Haakon, og derfor besluttede de at drage strav afsted med de Folk
og Skibe, de havde hos sig. Det maatte dog altid medtage nogen Tid, »
inden de bleve ganske rejs·efærdige, og i denne Mellemtid kunde det ikke
undgaaes, at man i Norge fik noget Nps om Sagen. Gildet skal have
staaet ved Vinternatstid (14 Oktober) og det var ikke førend om Julenat-
ten (25 Deebr.) at de kom til Iirderem efter at de først havde sejlet til
Limfjorden, og derpaa med skarp og heldig Vind havde naaet Agder, hvilket
de droge forbi uden at herje, da dette Landskab hørte til Danekongens Rige 1).

Nygtet om Gildet og de aflagte Løfter kom først op til Viken og
Naumarike, hvor ErikIarl just opholdt sig i sit Len 2). Hans Forhold til
Faderen var nu siden dennes Frafald for en stor Deel forandret. Harald
Gormsson maatte betragtes som deres fælles Fjende, og om der endnu var
nogen Misstemning mellem Fader og Søn, var den ridderlige Erik ikke den,
som i Farens Stund kunde give slige Betragtninger Rum Han samlede
strax Folk, og ilede med dem over Oplandene til Throndhjem, hvor han un-
derrettede sin Fader om den forestaaende Fare. Begge lode nu ufortovet
Herror opskære over hele Throudelagen, og sendte Bud til Notdmore,
NaumsdaL Søndmøre, Naumdal og Haalogaland, idet de overalt opbøde
fuld Almenning baade af Skive og Folk. Derpaa begav Haakon Jarl sig til
Søndmøi«e for at være paa Færde og holde Oje med Fienden, overladende
til Erik at samle den fra de nordligere Egne udbudne Herr og føre den syd–
efter til ham-

Iomsvikingerne havde imidlertid, som vi ovenfor nævnte, taget Vejen
tilLimfjorden, og derfra lige over til Agder og videre til Nogaland, hvor de
strax begyndte at herje, da det hørte til Haakons Rige. Saaledes gjorde
de ogsaa om Julenatten (985) Landgang paa Iirderem hvor de omringede
en Stemme eller fritstaaende Bygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk en
ung Mand as god Æt, ved Navn Geirmund, sov med en Deel Folk 3).

1) Her er fornemmelig Fagrskinna fulgt, med behorigt Hensyn til de øvrige
Sagaer.

2) Se det udtrykkelige Vidnesbyrd i Thord Kolbeinssons Vers, anført i Oman
Saga Cap. 87, hos Snorre Cap. 40, hvor det efter den rette Læsemaade he-
der, at Vikboerne hørte Rygtet om Striden.

3) I Jomsvikingasaga Cap. 39 er det Tunsberg, ikke Faderen, hvor Jomsvikin-
gerne allerforst komme, og Manden, der miste-de sin Haand, kaldes Agmund
hvite, ikke Geirmuud. Urigtigheden as at lade dem anlobe Tunsberg og herje

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:53:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-1-2/0138.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free