Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416 Erie Jaka
nar«sig saa træt, at han gav sig over, og ikke vilde svømme længer Sig-
mund tog ham paa sine Skuldre, og svoinmede saaledes en Stund, indtil
Thore gjorde ham opmerksom paa, at Einar allerede var disd. Han slap
ham da, men ikke længe efter maatte han tage Thore ihans Sted, da Kræf-
terne nu ogsaa svigtede denne. Sigmund naaede Suderø, men saa udmattet,
at Bølgerne snart sthllede ham op paa Landet, snart sorte ham ud. Der-
ved gled Thore af hans Skuldre og druknede. Med Nød og neppe sik
Sigmund krøllet op. Han var saa udmattet, at han ej .kundegaa, men krøb
hen til en- Tare-Dr)nge, i hvilken han lagde sig. Det var i en Vig nord-
østligst paa Øm- kaldet Hvalvikz i Nærheden laa en liden Gaard ved Navn
Sandvik. Der boede en Mand ved NavnThorgrim ille (d. e. onde), Thronds
Lejlcending. Han var stor og sterk, og havde to raske Sønnen Samme Mor-
gen kom han ned til Stranden, hvor han sik Øie paa noget rødt, der stak
frem af Taredyngen Han ryddede Taren tilside og saa nu at det var en
Mand. Paa hans Spørgsmaal; hvad han hed, navngav Sigmund sig.
Thorgrim sagde: »lavt ligger nu vor Hovding hvorledes gaar dette til?«—
Sigmund fortalte ham det hele og bad ham og hans Sønnen der imidler-
tid vare komne til, om at staa ham bi. Men Thorgrim havde imidlertid
faa-et Oje paa den store Guldring, som Sigmund bar paa Armen, og som
Haakon Iarl havde taget as Thorgerd Holgabruds Arm og forceret ham.
»Saa stor en Rigdom, som den, Sigmund bærer paa sig«, hviskede Thorgrim
til sine Sønnen »faa vi aldrig i vort Eie, dersom vi ikke benytte osas
Lejligheden, og dræbe ham«. Sonnerne vilde en Stundintet høre derom,
men lode sig dog tilsidst overtale, og grebe fat i Sigmunds Haar, medens
Thorgrim med en Øre, han havde hos sig, skilte hans Hoved fra Kroppen
De toge Klæderne og alle Kosibarheder af Liget, og grove det tilligemed
Thores Lig, der ogsaa var drevet i Land, ned under en Muldbakke iNccr-
saga, ved her (Cap. 37) at omtale Skuvos fortrinlige Bekvemhed til at for-
svares af faa mod mange, noesten Ord til Andet gjentager den Beskrivelse der-
over, som gives i Cap. 22, hvor der handles om det Virke, Assur Hafgrims-
son lod opfore, (se ovenfor S. 145). Sagaens Mening er altsaa den, at Sig-
mund blev angreben paa samme Sted, hvor han selv i sin Tid angreb og
faldte Assur. Men da nu hiin Bestridelse, efter hvad ovensor er ytret,
allerbedst passer paa Store Dimun, hvortil Lokalsagnet ogsaa henforer
» Assurs Drab, synes det rimeligst- at det ligeledes var paa Store Dimun,
ikke paa Skum-, hvor Sigmund blev angreben· Derved faar ogsaa Sagaens
Fortælling om Sigmunds lange Svomning, der ellers bliver temmelig Eventyr-
lig, nogen Rimelighed for sig, thi Store Dimun ligger kun halv saa langt fra
Sudrø, som Skove-, og mod den vender desuden hiin Bugt, Hvalvik, hvor
Sigmund kom i Land. Endelig findes just paa Dimun en slig Kleft (det
grønne Skaar) som den i Sagan omtalte. Jeg har imidlertid paa dette
Sted ei vovet i Texten selv at afvige fra, hvad baade Sagan og Lokalsagnet
eenstemmigt melde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
