Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
570 Olaf Haraldsfon.
Kongetitel, og herske over en Deel af Landet efter nærmere Overeenskomst,
dog»skulde han være forpligtet til at staa paa Besndernes Parti, om Kong
Olaf atter gjorde noget, hvori Bonderne ej vilde finde sig. Saaledes var
den farlige Opstand ved hine Naadgiveres Klogskab dæmpet paa den efter
Otmtirndigbederne letnpeligste Maade, og Olaf slap nogenlunde vel derfra,
skjont det maa have krænket hans Stolthed dybt at sinde sig i de ham paa-
lagte Betingelsen Det synes ogsaa af hvad der andensteds berettes, som
om Olaf opslog sin Residens iSkara iVestergautland, aabenbart fordi Op-
holdet iUPpsala efter denne Dag var ham forhadt l). Der blev strax sendt
Gesandter til Kong Olaf i Norge for at underrette ham om det forefaldne,
og indbyde ham til et Møde med Sviakongen i Kongehelle. Olaf, som
fremdeles helst ønskede Fred, og som desuden havde al Grund til at være
tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, gjorde sig ftrar rede, og ind-
fandt sig i Kongehelle til bestemt Tid. Her indtraf ogsaa Sviakongen, der
nu, som det beder, var god og fojelig at komme til Rette med. Det kan
heller ikke slaa fejl« at begge Kongers Iver for Christendommen maa have
dannet et Tilknytningspunkt imellem dem, som ved deres personlige Møde
bidrog mere end alt andet til at udslette al fordums Fiendskab og Harme.
De sluttede Forlig og Fred, og bestemte følgelig noje, hvorledes Grændse-
skjellet mellem begge Lande skulde gaa. Dog berettes intet udtrykkeligt
herom, uden dette, at Kongerne besluttede ved Terningkast at afgjore, til
hvilket af Nigerne en Bygd paa Hisingen, der snart havde været regnet til
Morge, snart til Gautland, skulde høre-. Sviakongen, som kastede forst, skal
have slaaet op Serer alle, og sagt, at Olaf Haraldsson nu ikke behøvede
I) Mag.2ldam, l. c. Da Hedningerne, siges der her, merkede hvad Olaf havde fore med
Hensyn til Uppsalatemplet, holdt de Thing med ham og betydede ham, at om
han vilde være Christen, burde han vælge den Deel af Sverige, om det saa
var den bedste, til Opholdssted, hvor han kunde oprette en Kirke og christelig
Menighed, uden at tvinge nogen til at antage Christendommen, der ei frivilligt
ønskede det. Glad over denne Bestemmelse, siges der videre, grundede han en
Kirke og et Biskopssaede i Skara i Bestergautland, hvor en vis Thurgøt, paa Olafs
Anmodning, indviedes til Biskop as Erkebiskop unwan i Bremen, til hvil-
ken Olaf sendte overmaade store Gaver. Det siges just ikke, at Olaf selv tog
Sæde i Skara, men det ligger dog næsten i Ordene, og synes at falde af sig
selv, at han efter den Tid ej kunde vedblive at opholde sig iuppsala, hvor, som vi
af den oven meddeelte Beretning see, endog hans nærmeste Omgivelser vare
hedenske. At de Forhandlinger med de hedenske Uppsviar, som Mag. Adam
omtaler, have været de samme, som de, der i Sagaen saa vidtløftigt fremstil-
les, hvorved Anund ophøiedes til hans Medregent, kan ej betvivles. Den
kirkehistoriske Forfatter har nærmest dvælet ved den kirkelige, Sagaberetteren
ved den politiske Side as Sagen. Opstandens Virkelighed bekræftes for øvrigt
ved Sighvats Vers i Østerfarer-Viserne: «da jeg kom fra Vesten, havde Eriks
Søn, der tidligere sveg Aftalen, ophidset Folket mod sig«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
