Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Magnus Olafssons Fods el. 667
vred. Da Sighvat kom, spurgte Kongen, hvorledes han kunde vove-at lade
Barnet dobe, uden hans eget Vidende. ,,Jeg vilde heller«, svarede Sighvat,
give Gud to Mennesker, end Djævelen eet«. Paa Kongens Spørgsmaal,
hvorledes dette var at forstaa, svarede han: ,,Barnet var Døden nær-: hvis
det døde udobt, tilhorte det jo Djævelen, hvorimod det nu tilhører Gud;
derhos vidste jeg, at hvor vred du end maatte blive paa mig, kunde jeg dog
i det hvjeste ikke miste mere end Livet, og hvis I virkelig for denne Sags
Skyld berøvede mig mit Liv, vilde jeg ogsaa høre Gud til«· —Dette Svar
synes at have beroliget Kongen, der nu kun fordrede at vide, hvorfor Sig-
hvat havde kaldt Drengen Magnus, et Navn, der ej var bruge-ligt iÆtten.
Sighvat svarede, at han havde opkaldt ham efter Karl Magnus eller Karl
den store, hvilken var den bervmmeligste af alle de Konge-r, han kjendte i
Frasagn. Da sagde Kongen: ,,du har i Sandhed Lykken med dig, Sighvat-,
og det er rigtignok ikke underligt, at Lykken følger Forstanden; forunderligt
er.«det derimod, at stundom den uforstandige ogsaa har det Held med sig,
at hans daarlige Raad vende sig til det Gode«. Da var Kongen meget
glad. Drengen kom til Kræfter, og blev snart evnelig, efter som han vorede
til l). "
At Forholdet mellem Kongen og hans Hustru under disse Omstæn-
digheder ej var saa overvættes ømt, synes man at maatte kunne slutte.
Han havde jo heller ikke egtet hende af Kjærlighed og ligesom hendes egen
Fader, Olaf Sviakonge, ej havde sat synderlig Priis paa hende, fordi hun
kun var en Frilledattey saaledes har det vel heller ikke været frit, at jo
ogsaa hendes Mand maa have tænkt med en vis Harme paa, at han kun
havde faaet hende, ej hendes hvjbyrdige Syster Ingegerd til Egte Men
for øvrigt er der ingen Spor af at Olaf ikke skulde have viist Dronning
Aastrid den svmmeligeÆrbødighed. Han skal endog have været saa skinsyg
paa hende, at da Ottar svarte var kommen til ham, og han havde hvrt at
denne, medens han endnu opholdt sig ved Sviakongens Hof, havde digtet en
Elskovsdraapa om Aastrid, lod han ham kaste i Fængsel. Ottars Mor-
broder Sighvat, som besøgte ham i Fængslet, raadede ham til at formilde
enkelte Udtryk i Kvadet, og udelade flere af de anstodeligste Vers; hvis han
da senere blev kaldt ind ind til Kongen for at lade ham høre Kvadet, skulde
han fremsige det med disse Forandringer. Naar det var endt, skulde han
strax, inden Kongen kom til Orde, begynde paa at fremsige en Draapa om
1) Olaf den helliges Saga, Cap. ll9, Snorre, Cap. 131, den legendariske Saga,
Cap. 46· At Magnus fodtes for Vintken 10272w sees af Sighvat Skalds
Vers, optaget i Olaf den helliges Saga, Cap. 236, hvor det bedet-, at Mag-
nus, da han efter Julen 1035 rejste fra Rusland, ej var fuldt ll Vintre
gammelz hans første Vinter var altsaa 1024—255 og Vaarrn for denne bli-
ver 1024.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
