Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erling Skjalgssons Fald. 753
sig i Kongens Bryst. I Oldingen, som stod for ham, saa han sin bitresie
og farligste Fiende, hvilken et uventet Held nu havde bragt i hans Hænder
Hans nærmeste Tanke maatte være at lade ham undgjelde sit Landsforræ-
deri. Men paa den anden Side kunde en klog Eftergivenhed nu maaskee
sikre ham Erlings Hjelp, og med Erling paa sin Side vilde han kuntke
trodse Knut og medzLethed vinde Norge tilbage. Han besluttede derfor heller
at lytte til Klogskabens Stemme, og sagde til Erling: ,,Du seer nu, at Gud
har givet dig«i min Haand, og vil du beholde Livet, saa sverg mig derfor
den Ed, at du aldrig herefter vil være mod mig«. Erling erklærede sig
villig hertil. Da bragte en uheldig Indflydelse Kongen til at løfte
den lille Haandvre, han bar, og ridse Erling med Spidsen i Kinder-
·idet han sagde: »noget bør man dog merke Drottins-Svigeren«. Da
Erlings Fratnde, men tillige nfsagte Fiende Aaslak Fitjaskalle saa dette,
løb han frem med hævet Oxe, og med det Udraab: ,,saaledes merke
vi Drottins-Svigeren!« klovede han Erlings Hoved lige ned i Hjernen,
saa at han styrtede død ned paa Dækket. »Elendige, hvad har du gjort«,
raabte Kongen; »nu hug du Norge af min Haand«. »Det er ilde, hvis
saa er«, svarede Aaslak, »thi jeg tænkte just nu at hugge Norge i din
Haand, og skal jeg have Utak af dig for dette Vert, da er det mig dobbelt
haardt, thi jeg veed nok at jeg herved paadrager mig saa manges Fiendskab,
at jeg langt heller kunde trænge til eders Bistand«. Kongen tilsagde ham
den, og bød nu sine-Mænd forlade Erlings Skib uden at plyndre de faldne,
men sees-til at komme bvrt saa snart som muligt. Da de just vare færdige
til at drage videre, kom Bondernes Flaade, men da Anforeren var falden
og ingen af Erlings Sønne« tilstede, blev der ej af noget Angreb, saa at
Kongen uhindret fik sejle videre. Dagen var ogsaa næsten lil Ende. Han
skyndte sig nu nordefter saa hurtigt han kunde. Bonderne toge Ligene og
forsynede dem. Eriings Lig blev bragt hjem til Sole. Hans Død bekla-
gedes meget, og det var et almindeligt Ord, at blandt alle de Nordmirnd
der ej bare Jarle- eller Kongenavn, har der ingen været saa gjæv og mæg-
tig, som Erling Man maa alene beklage, at hans Begreber om hvad han
skyldte sin Konge og sit Fædrelands Uafhængighed ikke vare mere opklarede.
Men ·med ham, kan man sige, faldt ogsaa den sidste af de egte Folkets-stri-
stokrater fra Fylkeskongernes og Danevirldets Tid. De øvrige Stormænd,
der havde gjort fælles Sag med Knut, lærte allerede, som vi i det folgende
ville faa at see, at antage sundere og mere patriotiske Grundsætninger 1).
l) Olaf den helliges Saga, Cap. «168——l72, Snorre, Cap. 181—186, Fagrskinna,
Cap. 106. Den legendariske Olafs Saga, Cap. 60, 70. Tbjodrek Munk,
Cap. 16. Beretningen er vidtløftigere, og afviger derhos i enkelte SinaasOm-
stændigheder, i den legendariske Saga. Fra denne har igjen Fagrskinna laant
Munch. Det nokste Folks Historie. j· »» 48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
