Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
1284. De landflygtige norfie Visiopper i Rom.
aros, og begrave det ved Christkirken. Det er ikke usandsynligt, at lon
Brynjulfsssn endog er bortkaldt fra Nidaros; saa meget er vist, at Besty
relsen af Erkestolens og Chorsbrodrenes Gods maa vcere bleven ham fra
tagen og overdragen til disse, da det udtrykkeligt fremgaar af Vestyttel
sesbrevets Ord. Overhoved maa Negjeringsherrerne, da de havde op
naaet hvad de vilde, og Heftigheden havde lagt sig noget, have indseet,
at det var paa Tide at holde inde, og ikke ved yderligere Haardhed mod
Gejstligheden afstedkomme endnu stsrre Forvirring i Kirken, end den, der
allerede herskede, og selv maastee paadrage sig et Had, der ganske kunde
styrte dem.
Imidlertid havde saavel Andres som Thorfinn, den sidste fra Doest, be
givet sig til Rom. Her fandt de ikke stor Trsst. Allerede af den Maade,
hvorpaa de erkebistoppelige Gesandters Erender var lsbet af, maatte de have
kunnet stutte, at der ikke var synderlig Oprejsning for dem at vente, og nu var
Paven desuden saa optagen af de sicilianske Stridigheder, at han neppe havde
Sands’eller Samling for noget andet. Det lader endog til, at det va
rede meget lcenge forend de norske Biskopper fik Audiens ; saa meget er
i alle Fald vist, at den pavelige Skrivelse til Norges Konge, som de
omsider fik udvirket, ej blev fsrt i Pennen fsrend henved et Par Aar
efter den Tid, da de sandsynligviis ankom til Rom. I denne lange Tid
synes de at have fristet en kummerlig Tilværelse; Taalmodigheden synes
omsider at have forladt Thorfinn, da han allerede i 1284 tiltraadte Til
bagerejsen. For smigt havde begge Biskopper nu den bedste Lejlighed
til at erfare, hvor lidet den pavelige Bannstraale nu gjaldt imod i for
dums Dage. Paven personligt havde saaledes den 12te November 1282
bannsat Kong Peter af Aragon, belagt hans Riger og Lande med In
terdict, og truet ham med Afsættelse, hvis han lcenger befattede sig med
Sicilien, men saavel Kong Peter selv, som alle hans Undersaatter og
hele hans Gejstlighed foragtede Vannet og Interdictet, og Peter appelle
rede fra en (som partisk) mistomkt til en ikke mistoenkt Paves Dom.
Hvad vilde vel en Bannbulle fra en saa lidet anseet Pave have frugtet i
Norge? Men Martin, hvad enten han nu sslte sin Svaghed, og ikke
anden Gang vilde ste sin Bannbulle foragtet, eller fremdeles nodig
vilde lcegge sig ud med den norske Regjering, udstedte ikke engang nogen
Bannbulle, kun en i heel lemfceldige Udtryk affattet Formaningsftrivelse
til Kongen, hvoraf den meste Deel kun er en kortfattet Fremstilling af
Stridighederne mellem Kirken og Kronen lige siden Kong Magnus Haa
konssons Tider, og som vel ncermest er et Udtog af den Forestilling,
Biskopperne selv havde indgivet. Dog netop af denne Aarsag er Skri
velsen selv saa meget merkeligere, og vi meddele den derfor her fuldstæn
digt, uagtet derved vistnok et og andet af hvad der ovenfor er fortalt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
