Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
Den sidste fremstilling av sin livsanskuelse
begynder han saaledes:
Han sat en morgen i Leipzigs park og saa ut
over den store, grønne eng. Solen skinte klar
og varm. Blomsterne stod i lys pragt blandt
græsset. Sommerfuglene flagret omkring, fuglene
kvidret blandt grenene, og fra et orkester trængte
toner frem til ham. Saaledes var hans sanser optat,
og han var glad.
Men en tankerække steg snart frem og formet
sig slik: Underlige skuffelse. Igrunden er dog alt
foran mig og omkring mig nat og stilhet. Solen,
som synes mig saa skinnende at jeg ikke kan
vende mit øie mot den, er jo i virkeligheten bare
en mørk kule som i mørke søker sin vei.
Blomsterne, sommerfuglene lyver sine farver, violinerne,
fløiterne sine toner.
I dette mørke, i denne øde stilhet som brer
sig over himmel og jord, dukker bare enkelte
væsener op, som i sit indre har lys, farve og toner.
Om en tid vil ogsaa disse levende væsener svinde.
I milliarder av aar var det ikke koldt nok for det
levende paa jorden, og hvor længe vil det vare, før
det blir for koldt for livet. Da slukkes ogsaa disse
lysende punkter. Alt blir igjen mørkt og stille
som forhen.
Men, siger Fechner, mot dette nat-syn skal
stilles dag-synet. Lys og lyd er ingen illusion; de
har den fuldeste virkelighet, de kan aldrig svinde.
Han tar sit utgangspunkt i forholdet mellem
sjæl og legeme. Vor sjæl er efter erfaringen intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
