Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
Platons lære om erkjendelsen tillægger
Kierkegaard nu Sokrates. Den uvidende behøver bare
at mindes, for ved sig selv at komme paa hvad han
allerede vet. Sokrates var og blev jordmor; han
var en av guden selv eksamineret jordmor; ti den
gjerning han utførte, var et guddommelig erende.
Han forløste menneskene fra deres egne tanker.
Paa halvheten gjorde han ende, paa prutten og
tingen, paa hævden og opgiven, «som skyldte den
Enkelte til en vis Grad et andet Menneske Noget,
men da atter til en vis Grad ikke». For den
Sokratiske betragtning er ethvert menneske sig selv det
centrale. «Saaledes forstod Sokrates sig selv,
saaledes maatte efter hans Anskuelse ethvert Menneske
forstaae sig selv, og i Kraft heraf maatte han
for-staae sit Forhold til den Enkelte, altid lige ydmygt
og lige stolt.»
Sokrates var sig selv; i forhold til andre var
han bare anledning, endog for det dummeste
menneske. Om jeg har lært av Sokrates eller en
tjenestepike, er saaledes fuldstændig likegyldig.
Det er i det høieste et historisk spørsmaal.
Sandheten var i mig selv, og end ikke Sokrates formaar
at gi mig den. Dette er den Sokratiske tænknings
dypsind. Han spurte derfor bare, og sa at han ogsaa
i underverdenen vilde bli ved dermed. Den som
spør, forutsætter jo at den spurte selv har
sandheten.
At jeg har erhvervet en kundskap paa en
bestemt tid, er da noget rent tilfældig, uten dypere
betydning. At jeg lærte et idag, et andet igaar, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
