3 i* En Gren af Slægten slog sig ned paa den øde Kyst oppe ved Kattegat og grundlagde Lejet. Det var i de Tider, da Skov og Sumpe endnu gjorde Landet uvejsomt; og den kom søværts til. Sten- revet, hvor Mændene lagde til med Baaden og løftede Kvinder og Børn fra Borde, ligger der endnu; hvide Havfugle skiftes Nat og Dag til at markere Stedet — og har gjort gennem Aarhundreder. Denne Gren havde i fremtrædende Grad Siæg- tens typiske Kendetegn: to Øjne — og en Næse midt i Ansigtet; en Mund, der baade kunde kysse og bide, og et Par Næver, der sad godt paa Skaft. Desuden lignede den Slægten deri, at de fleste af dens Medlemmer var bedre end Forholdene. Man kunde kende Mand’erne igen overalt paa, at deres daarlige Egenskaber gærne lod sig føre tilbage til bestemte Aarsager, mens det gode i dem ikke gav Grunde for sig, men var medfødt. Det var en øde Egn, de var kommet til. Men de tog den som den var, og gav sig ufortrødent i Lag med Tilværelsen, byggede Hytter, grøftede og huggede Vej. De var nøjsomme og haardføre og havde Mand’ernes umættelige Trang til at tumle med Tingene; intet Arbejde var dem for surt eller svært, og snart kunde det kendes paa Egnen, at de havde slaaet sig ned dér. Men de var ikke gode til at holde paa Udbyttet af deres Arbejde og lod andre rende med det; og saaledes kom det, at de trods al deres Flid blev ved at være lige fattige. For godt halvhundrede Aar siden, inden Nord-