4 kysten endnu var opdaget af Landliggerne, bestod Lejet fremdeles af en Klynge skrutryggede, jord- slaaede Hytter, der godt kunde været de oprinde- lige, og lignede i det hele en ældgammel Boplads. Redskab og optrukne Baade fyldte Stranden; Vandet i den lille Bugt stank af henkastet raadnende Fisk, Stenbidere, Aalekvabber og andre Havdyr, der paa Grund af deres sære Udseende antoges for at være beboede af Aander og derfor ikke blev spist. Et Kvarters Gang fra Lejet, ude paa Næsset, boede Søren Mand. Han havde faret paa Langfart i sine unge Dage som alle andre, og siden nedsat sig hjemme som Fisker — som Skik og Brug var. Men ellers var han da nærmest Bonde. Han hørte til den Gren af Slægten, som havde givet sig til at dyrke Jord og vundet Anseelse ud over det al- mindelige derved. Søren Mand var Gaardmandssøn, men da han kom til Mandsalderen, giftede ban sig med en Fiskerpige og gav sig til at drive Fiskeri ved Siden af Landbruget igen — ligesom de første Bønder i Slægten havde gjort. Med Landbruget var det ikke stort bevendt, et Par Td. Land Klitter hvor nogle Faar kummerligt fandt Føden, det var alt hvad der var til Rest af en stor Gaard, som havde ligget dér, hvor nu Maa- gerne skreg og flakkede over den hvide Brænding. Det øvrige havde Havet ædt. Det var Sørens og især Marens sølle Stolthed dette, at hans Forfædre havde haft Gaard. For tre-fire Slægtled siden laa den der godtnok, med