7 Det havde været en lang Rejse for Sørens Slægt at naa fra Havet frem til den dyrkede Muld; ad- skillige Slægtled havde det taget at skabe Næs- gaarden. Turen ned ad Bakke gik som altid hur- tigere, Søren maatte tage det værste Stykke af den. Da han kom til, var ikke alene Agrene men ogsaa de sidste Rester af opsparet Arvegods gaaet med; nu var der kun Fattigmandsrester tilbage. Enden var i mange Maader Begyndelsen lig. Søren lignede de oprindelige Mand’er ogsaa deri, at han som de var et Amfibie. Han forstod sig paa alt, Landbrug, Fiskeri og Haandværk. Men tjene Føden var han alligevel ikke skrap til, og noget tilovers fik han aldrig. Det var Forskellen paa at' være i Opgangen eller have ved den sidste Ende af Tingene. Tilmed havde han — som saa mange af Mand’erne — svært ved at lægge Haand paa, hvad der tilkom ham. Det var en Slægt, der var vant til, at andre hø- stede Førstegrøden af deres Arbejde. Om Mand’- erne hed det sig, at de var ligesom Faaret: jo tættere man klippede dem, des mere groede der paa dem. Nedgangen havde ikke gjort Søren fær- mere til at hævde sig. Var Vejret ikke til at tage paa Søen og det lille Klitlandbrug ikke gav noget at bestille, sad han hjemme og flikkede Søstøvler for Kammeraterne nede i Lejet. Men Penge for Arbejdet fik han sjæl- den. »Det kan vel staa til en anden Gang?« sagde de. Og Søren havde ikke ret meget at indvende